Lørdagens kulturfestival, VinterStemmer, blev en overvældende oplevelse for både arrangører og tilhørere. Dagen igennem var Gasværket helt fyldt med kultur-interesserede i alle aldre, og en del gik forgæves til især indslaget med musiker og forfatter Benjamin Koppel.
Det var en flok trætte frivillige i Jazzværket og KulturGas, som lørdag aften ved 22-tiden gik i gang med at rydde op efter en dag, der til det yderste havde opfyldt alles forventninger.
Dagen igennem var Brabrands kultur- og forsamlingshus Gasværket fyldt til randen med liv – fra formiddagens på forhånd udsolgte jazzbrunch over tre meget forskelligartede forfatter-oplæg til Kiosks fængslende og poetiske nutidsbilleder, freestyle-rap med Per Vers, når han er bedst – og endelig afsluttende hjertevarm americana med MOLDE.
Man kunne se det allerede 20 minutter inden, Benjamin Koppel skulle på scenen. Alle stole var besat, og det væltede fortsat ind med folk, som formentlig tænkte, at de var kommet i god tid. Men alligevel måtte kante sig rundt mellem hinanden i søgning efter nogle kvadratcentimeter, hvor de kunne stå.
De frivillige i Jazzværket og KulturGas knoklede for at bringe flere stole op i lokalet på første sal, og det lykkedes at få plads til alle – mens andre mødte et skilt på hoveddøren med besked om alt optaget.
En vild og inspirerende fortælling
Det blev et af højdepunkterne på en herlig dag, hvor det var lykkedes arrangørerne at sammensætte et højaktuelt program med optrædende, der alle på hver deres måde havde en masse på hjerte.
Benjamin Koppels bog ”Annas Sang” har gjort ham til en af landets mest efterspurgte forfattere, og han mødte veloplagt op på Gasværket – undervejs på turné med sit orkester. De øvrige musikere var taget på kulturel ekspedition i Bazar Vest, mens Benjamin Koppel fortalte om tilblivelsen af ”Annas Sang”.
”Hvor mange her i lokalet har læst bogen,” spurgte forfatteren indledningsvis – og en masse hænder røg i vejret.
”Wow, er der nogen, der lige ta´r et billede her? Det er jo helt fantastisk. Jeg vil altid optræde i Brabrand,” lød det spontant fra Benjamin Koppel, som ellers er mest kendt for at sit saxofonspil i mange forskellige sammenhænge inden for jazzen og rocken.
”Jeg ved ikke, hvor meget jeg kommer til at læse op, for på en måde synes jeg, det er meget sjovere at fortælle om noget af det, der er rundt om fortællingen,” sagde han og gik i gang med den intense og fængende beretning om hans møde med Anna.
Det endte med en vild og inspirerende fortælling om en kvinde, som levede i ensomhed i Frankrig i et ægteskab med både psykisk og fysisk vold gennem 60 år – men alligevel bevarede kærligheden og modet på tilværelsen, selvom hun oplevede svigt fra alle sider.
Legesyge og nærvær
I løbet af dagen skiftede publikums sammensætning gradvist, og da gruppen Kiosk midt på eftermiddagen gik på scenen, var den store sal igen propfuld – men nu med mange flere børnefamilier og unge.
Også de udgjorde et medlevende publikum, der skabte en livlig stemning omkring en meget utraditionel koncert. Sangskriver Maj Ørskov nutidige dansksprogede poesi om at være ung, blive ældre, være kvinde, mor, kæreste, rodløs og måske nærmest lykkelig anno 2022 blev rammet ind af en sprælsk jazz-inspireret musik.
Der var legesyge, nerve og nærvær i en grad, så både børn og voksne holdt koncentrationen hele vejen gennem koncerten.
Freestyle-rim med ordet ”øh”
Masser af ord. Og det fortsatte eftermiddagen ud – til stor glæde for alle som nyder at lytte til ord, der bliver vendt og drejet og sat sammen til nye meninger og små historier.
Freestyle-rappens mester, Per Vers, var kommet til Brabrand og indtog scenen iført kaste og sort t-shirt – og med en lille mixer som eneste hjælper.
”Velkommen til rap-koncert. Velkommen til alle jer, der ikke anede at I skulle til rap-koncert og bliver en lille smule bange, når I hører ordet. Men der er ingen grund til at blive bange, en rap-koncert består bare af ord!”
Sådan lød introen fra Per Vers, som straks i vanlig stil besluttede sig for at kalde seancen for ”ord-lympiske lege.
Vi fik hans eneste rigtige radio-hit, Black Power, og vi fik ikke mindst et par smagsprøver på, hvordan hans hjerne formår at skabe nye meningsfulde rim helt ud af det blå.
Som oplæg til rigtig freestyle rap, fik han nogle ord fra salen at arbejde med – og der var ingen barmhjertighed. Først blev ordet ”øh” til vers om alt det, der sker, mens vi tænker os om:
”Jeg kan godt mærk´ dig og mig vi er på vej ud i noget snavs
Så det her bli´r lidt en tekstlig tænkepaus´”, løs hans intro, mens hjernen arbejdede på højtryk.
Og lettere blev det ikke, da han bagefter fik til opgave at kombinere ordene ”inflation” og ”tallerkensmækker” i et rim. Men alligevel lykkedes han med at skabe masser af højlydte grin og klapsalver.
VinterStemmer lukkede og slukkede med stemningsfuld og velspillet americana med afstikkere til andre stilarter, da MOLDE igen spillede på hjemmebanen i Brabrand og viste gedigen sangskrivning og rørende musikalitet.
Alt i alt fik vi i løbet af 12 timers tætpakket program på Gasværket stort set alt, hvad vi kunne ønske os – og mange tanker lagret i baghovedet til senere bearbejdning.
Så er det bare at glæde sig til d. 27. januar 2024, hvor VinterStemmer igen fylder Gasværket.