I januar sidste år så en ny kulturfestival dagens lys i Brabrand. Over 500 tilhørere oplevede mere end 12 timers musik, poetry slam, oplæg og samtaler om litteratur. Lørdag d. 25. januar går det løs igen. Her kan du læse grundige omtaler af alle programpunkter.
Også i år er der 12 timers musik og litteratur på programmet – fra kl. 10.15 til 22.15. Det meste af dagen er der gratis adgang, men de to musikalske indslag, der indrammer Vinterstemmer, kræver betaling.
10.30 Jazzbrunch, Helle for Jazz (entré 150,- inkl. brunch)
“Helle for Jazz” består af fire erfarne musikere fra Aarhus-området, bl.a. Niels Dalgaard fra Brabrand. Deres primære inspirationskilder er moderne latin og jazz med et strejf af funk og pop – med et svingende groove og den gode melodi i højsædet.
Repertoiret spænder fra Helle Hunøs egne kompositioner over fortolkninger af amerikanske latin- og jazzstandards til nyfortolkninger af danske Kim Larsen og CV Jørgensen. Helle for Jazz består af: Helle Hunø, sopranfløjte, Jens Pedersen, guitar, Niels Dalgaard, bas, og Peter Zethsen, trommer.
12.30 Forfatter og illustrator Søren Jessen
Franz Kafka er genopstået som illustreret novelle. Søren Jessen vil vise og fortælle om sit arbejde med at omarbejde ”Forvandlingen” af Kafka til en graphic novel, der udkom på forlaget Fahrenheit i 2017. Søren Jessen, er født 1963 i Sønderborg, arbejder som illustrator og forfatter.
Siden Søren Jessen debuterede i 1990, har han udgivet over 50 bøger og derudover illustreret mange andre forfatteres værker. Blandt hans betydeligste udgivelser er de to serier DET BLÅ BLOD og MAG O’ NEAL, der begge foregår i science fiction-universet NEWROPA.
Gennem årene har Søren Jessen vundet flere priser bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris og en børne- og ungdomspris i Østrig.
13.45 Poetry Slam, Jesper Kirkegaard m.fl.
Poetry Slam er en form for digtoplæsning der opstod i Chicago i 80´erne, for at sætte noget fut i poesien. Man skriver selv sine tekster, men man må dog godt citere. Et slam må vare tre minutter og ti sekunder.
Jesper Kirkegaard er en rutineret Poetry Slammer og formand for HAPS, Hele Aarhus Poetry Slam. Den regerende mester i Aarhus, Jesper Kirkegaard, tager to af sine poetry-fæller med og glæder sig til at sætte gang i Poetry Slam på Gasværket.
15.15 Forfatteren Iben Mondrup
Iben Mondrup er født i 1969 i Danmark og er opvokset på Grønland. Hun blev uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Mondrup debuterede i 2009 med romanen ”Ved slusen”. I 2014 fik Iben Mondrup sit gennembrud med romanen ”Godhavn” og vandt DR´s ”Romanprisen”. ”Godhavn” er en følsom og sansemættet fortælling om en dansk udflytterfamilies hverdag i Vestgrønland set gennem et barns øjne. En hverdag Mondrup har et intimt kendskab til gennem sin egen opvækst i Godhavn.
Fortællingen om den samme komplekse familie fortsatte i den ætsende slægtstragedie ”Karensminde” (2016), og i Iben Mondrups nyeste bog ”Vi er brødre” fra 2018 følger læseren faren Jens fra de foregående bøger, mens han vokser op med sin bror Poul. Den følsomme Jens og den handlekraftige Poul repræsenterer hver deres side af 68’er-generationen, og igen er børnenes fortællestemmer stærke og centrale.
Udover ”Romanprisen” har Iben Mondrup modtaget ”Blixenprisen” i 2017. Du kan forvente en følsom og sansemættet oplæsning af en spændende forfatterinde.
16.15 Jón Normann
Jón Normann er en ung islandsk singer-songwriter der bor i Aarhus. Jón spiller normalt sammen med et band, men her kommer han alene og spiller og synger med sin mørke længselsfulde vokal både egne bløde melodier men også knasende folk-rock. Sammen med sit band Jón Normann har Jón udgivet debutsinglen ”With Time” og en efterfølgende EP ”Back in the Ocean”.
17.15 Forfatter Kristian Bang Foss
Kristian Bang Foss er født i 1977 og blev uddannet fra forfatterskolen i 2003 og har efterfølgende udover at skrive romaner undervist på bla. Testrup Højskole. Han har med en sikker blanding af virtuost ordforråd og præcision skabt sig en egen stemme i dansk litteratur.
Fra debuten ”Fiskens vindue” over ”Stormen i 99” til ”Døden kører Audi” og ”Frank vender hjem” har han vist en akkuratesse inden for sproglig forædling i sine ikke altid lige flatterende portrætter. Bøgerne handler om klasseforskelle, mennesker og deres vaner og er ikke bange for at gå i detaljer med hverken kropslige udsondringer eller fluefiskeri. Bang Foss har fået stipendier og Beatriceprisen i 2005 og EU´s Litteraturpris i 2013.
Politiken skrev om den nyeste bog ”Frank vender hjem”: “Denne roman får man grineflip af: Kristian Bang Foss’ nye roman er vildt god, meget morsom og uendelig trist.” ”Frank vender hjem” er Kristian Bang Foss’ første roman i syv år. Heldigvis var den værd at vente på, mener anmelderen.
18.15 Evergreen Band
Sammen med Evergreen band bliver der mulighed for at synge alle de evigt grønne sange, som vi alle kender. Der er lagt op til en livgivende stund med de to musikere Marianne Sønderstrup Nielsen og Anders Winther.
20.15 Emil Otto Trio (entré 130,-)
Som afslutning på dagens program kommer det fremadstormende aarhusianske band Emil Otto Trio, som de seneste år har taget den danske jazzscene med storm.
Emil Otto Trio inviterer publikum med helt tilbage til rødderne af New Orleans Rhythm and blues / jazz. Jon Cleary, Dr. John og Professor Longhair er bare nogle af de mægtige kunstnere, der har inspireret den unge musiker. Emil Otto har haft læremestre som Carl Sonny Leyland, Stan Urban og Esben Just – og er netop blevet signet af pladeselskabet HQ REC.
Det bliver gammeldags og autentisk, med et twist af grænsesøgende ung energi – så vær med, og mærk New Orleans second line jazz, Rhythm and blues og barrelhouse boogie helt tæt på.
Emil Otto trio består af: Emil Otto, piano og sang. Philip Akrofi, bas og sang. Aske Bendixen, Trommer og sang.
Hvis du vil købe/reservere billetter til de to betalingsarrangementer, kan du gøre det via dette link.