Hvis du har en to-kulturel baggrund eller har viden og indsigt i to-kulturelle miljøer, så er du måske en af dem, Børns Voksenvenner leder efter. Organisationen mangler voksenvenner i Aarhus Vest.
Et voksenvenskab er et langvarigt én-til-én-venskab mellem en ressourcestærk, frivillig voksen og et barn, som har et spinkelt voksennetværk.
Det kan være, at en svær skilsmisse, sygdom eller handicap tærer på overskuddet i familien, og giver mindre overskud til at tage sig af barnet/børnene. Gennem nærvær, samvær og gode fælles oplevelser understøtter den voksne rollemodel barnets udvikling af selvtillid, selvværd, selvfølelse og livslyst.
Børns Voksenvenner formidler venskaber for almindelige børn med almindelige problemer, ikke for børn, som har en diagnose. Organisationen er ikke et alternativ til et behandlingsforløb ved kommunen, men er en privat frivilligorganisation.
“Vi har børn med en to-kulturel baggrund på venteliste, hvor forældrene foretrækker en voksenven med nogenlunde samme kulturelle baggrund. Andre forældre ønsker derimod udtrykkeligt, at deres barn netop får en dansker som voksen-ven, som et led i deres barns integration og introduktion til dansk kultur”, forklarer projektmedarbejder Erdisa Mamukic fra Børns Voksenvenner i Aarhus.
“Vi vil gerne blive bedre til at overkomme eventuelle kulturelle barrierer, så flere børn med anden etnisk baggrund får en voksenven. Derfor søger vi ”alle slags” frivillige, og ikke mindst nogen, som har indsigt i eller selv baggrund i to-kulturelle miljøer. På den måde kan vi dække flere børns behov og i det hele taget udbrede kendskabet til Børns Voksenvenner også i multietniske miljøer”.
Hvem kan blive Voksenven?
Voksenvenner er frivillige i alle aldre med vidt forskellig baggrund. Fælles for dem er, at de har lyst, tid og overskud til et venskab med et barn – typisk nogle få timer 2-4 gange om måneden. Det handler mest om at dele hverdagsoplevelser som f.eks. at spille bold, spille et spil, lave mad, snakke, se en film eller gå en tur. Alt efter hvad venneparret har lyst til.
Børns Voksenvenner har flere drenge end piger på ventelisten. Derfor er det især mænd, der er bud efter.
Hvis det er noget for dig, kan du læse mere og ansøge her.
Du kan også kontakte organisationen på email: aarhus@voksenven.dk
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Børns Voksenvenner.