
Seks uger inde i corona-nedlukningen begynder hverdagen at blive lidt kedsommelig for mange beboere i ældreboligerne på Voldbækvej. Ingen aktiviteter på lokalcentret og ingen besøg af venner eller familie. Lokalcenter Brabrand søger nu lokale folk, som har lyst til at levere underholdning for beboerne.
Små oplevelser der kan live op i en lidt trist alene-tid. Det er, hvad Lokalcenter Brabrand søger til beboerne i de cirka 40 ældreboliger på Voldbækvej.
”Det behøver ikke at være flot og professionelt. Hvis nogen i lokalområdet eksempelvis brænder for at lave noget teater eller spille lidt musik, ville det være rigtig dejligt. Det behøver ikke at være langvarigt, men det må meget gerne kunne foregå udendørs,” siger værtinde på Lokalcenter Brabrand, Anne-Kathrine Krogsgaard.
Normalt ville de fleste af beboerne dagligt komme i Lokalcenter Brabrand til forskellige aktiviteter, og mange mødes og spiser sammen i cafeen. Men alt er lukket som følge af corona-virussen.
Og da de fleste ældre heller ikke ser deres pårørende i denne tid, er der ikke så meget farve på tilværelsen. Så små oplevelser i området, hvor de bor, ville være meget velkomne, siger Anne-Kathrine Krogsgaard.
Området har to gårdhaver med hver cirka 20 boliger udenom, og nogle aktiviteter her ville være virkelig godt, siger hun:
”Så kan de ældre lukke vinduet op og se og høre indefra – eller måske kan de sidde i døråbningerne.”
Og indholdet, det kan være rigtig mange ting – hvad de pågældende nu lige brænder for. Det kunne for eksempel være musik, teater, tryllerier, stolegymnastik, seniordans … eller små sjove fortællinger. Kun fantasien sætter grænser.
Hvis du har lyst til at bidrage, må du gerne kontakte Anne-Kathrine Krogsgaard på tlf. 2199 6986 eller ankrs@aarhus.dk.