Bilbrande, råbende grupper af mænd og anden støjende adfærd har i en lang periode gjort parkeringspladsen foran Gellerup Kirke til et utrygt sted at færdes for mange. Men efter at pladsen nu video-overvåges, er problemerne forsvundet, lyder det fra både politi og kirkens ansatte.
Mens Toveshøj siden 2012 har haft video-overvågning, har man i Gellerupparken indtil nu ikke haft videokameraer på offentligt tilgængelige områder. Nu er de første kameraer dog kommet op ved parkeringspladsen øst for Gellerup Kirke.
I efteråret ønskede politiet i samråd med Aarhus Kommune at opsætte kameraer ved kirken ud mod parkeringspladsen, der både benyttes af City Vest og af kirkens gæster.
”Det er et område, hvor mange mennesker samles, og der foregik en del ting, vi som politifolk måtte forholde os til. Selvom vi tit kom forbi, oplevede vi, at der foregik nogle uheldige ting, så snart vi var kørt igen,” fortæller politikommissær Klaus Hvegholm Møller, Lokalpolitiet i Aarhus Vest.
Godkendt i menighedsrådet
Aarhus Kommune ejer området, hvor parkeringspladsen ligger. Kameraerne skulle sættes op på kirkens bygninger, og derfor blev politiets ønske behandlet og godkendt i menighedsrådet, oplyser kirkekoordinator Torben Kirkegaard.
”Vi sendte derefter en mail ud til alle i vores netværk, at der nu var kommet kameraer op. Vi orienterede dem desuden om, at der også ville blive filmet ned mod vores vinduer og indgang, så man ville kunne se, hvem der kommer og går. For ruderne er flere gange blevet knust”, siger han.
”Men materialet er jo ikke tilgængelig for os, og heller ikke politiet holder løbende øje med det. Hvis politiet har mistanke om, at der er foregået noget kriminelt, kan man tilgå videomaterialet på en server.”
Virker forebyggende
Politikommissær Klaus Hvegholm Møller oplyser, at man hos politiet er meget tilfredse med at få videoovervågning af området:
”Vi kan allerede kan nu se, at det har haft en dæmpende effekt på mange af de ting, der er foregået på stedet. Samtidig giver videomaterialet os nogle helt nye muligheder, når vi får en anmeldelse, til at kunne genkende folk, der eventuelt har lavet noget ulovligt på stedet”.
Han tilføjer, at kvaliteten af video-materialet nu er så god, at man ofte også kan bruge optagelserne som en del af bevisførelsen i retten.
Klaus Hvegholm Møller understreger, at video-overvågning ikke kun er et effektivt redskab i bekæmpelse af kriminalitet. Det virker også forebyggende.
”Når det gælder om at skabe tryghed, er videokameraer sammen med lys noget af det mest forebyggende og præventive der findes. Vi vil meget gerne have videokameraer op flere steder i området,” siger han.
Om det kommer til at ske, afhænger af holdningen hos Brabrand Boligforening, der er den største grundejer i området.
”En ganske almindelig parkeringsplads”
Også hos Gellerup Kirke er der tilfredshed med de foreløbige erfaringer med video-overvågningen:
”Tidligere har parkeringspladsen været oplevet som et utrygt sted, hvor man skulle gå forbi udbrændte biler og grupper af unge, som hang ud der. Men nu er det blevet en ganske almindelig parkeringsplads,” siger Torben Kirkegaard.
”Men retfærdigvis skal det siges, at det har været en kold tid, siden kameraerne blev sat op i oktober. Vi har endnu til gode at se, hvordan det bliver hen over sommeren.