Mandag var en både god og lang dag på Veteranhjem Midtjylland. Det var National Flagdag til fejring af Danmarks udsendte soldater, og det blev markeret på veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej med kaffe, kage og fodbold-aften.
Det var veteranernes dag. Danmarks officielle hyldest til de mange, som er eller har været udsendt for Danmark i verdens brændpunkter. En mindedag for dem, der øde og et skulderklap til dem, som nu er hjemme igen og forsøger at skabe en normal tilværelse igen.
Dagen begyndte ved Monumentet for Danmarks Udsendte ved flagpladsen i Mindeparken – med efterfølgende reception på Restaurant Hermans i Tivoli Friheden. Flaghejsning, kranselægning og taler. Derefter fortsatte mange til Edwin Rahrs Vej 61, hvor der var kaffe og kage.
”Det har været en god dag. En rigtig stor dag, faktisk. Vi har haft besøg af mange veteraner og deres pårørende. Der har også været en del veteraner, som besøgte os for første gang,” fortæller bestyrelsesformand for Veteranhjem Midtjylland, Peter Suarez Bjørndal.
Dagen sluttede med superliga-kampen mellem AGF og FC Nordsjælland. Kampen var samtidig en hyldestkamp for de østjyske veteraner, som var inviteret gratis til kampen.
”Der var dog en del af veteranerne, som har det svært med larmen og de mange mennesker på stadion. Derfor tilbød Danmarks Idrætsforbund at stille storskærm op, så de kunne komme og se kampen her. Så kunne dem, som havde brug for det, komme og gå lidt, som det passede dem bedst,” sagde han.
Repræsentanter for AGF mødte også op på veteranhjemmet med en hilsen fra klubben, og der var gratis grillpølser og sodavand til alle.