8220 Brabrand er nu også kommet på padel-landkortet. De to venner Dan Christensen og Emil Larsen har i sommeren 2021 åbnet et nyt padel-center, ViPadel Aarhus, i den store hal, der også huser Legelandet på Holmstrupgårdvej 18.
”Her er der højt til loftet”, skriver ViPadel Aarhus på hjemmesiden. Og det er der bogstavelig talt: 10 meter har padel-spillerne over sig i kæmpehallen, hvor masser af legende børn tidligere boltrede sig overalt.
Legelandet råder stadig over en del af hallen på Holmstrupgårdvej 18. Men størstedelen af de 1400 kvadratmeter har de to iværksættere Emil Larsen og Dan Christensen og deres venner brugt flere tusinde timer på at omdanne og skabe de bedst mulige rammer for padel-spillet, der stormer frem i Danmark.
”Når padel-markedet i Aarhus bliver mættet, tror vi, at dem med de bedste faciliteter vinder. Det handler især om lyset og underlaget, men højden er også rigtig vigtig i padel, og der er vi heldige med at have 10 meter op til loftet,” siger de to venner.
”Vores mål var ikke at lave et stort center, men vi ville gerne lave det bedste og det hyggeligste.”
Og det ser ud til, at de er lykkedes med det: Den første måned endte med et stort minus, men siden er det gået gradvist bedre, og nu, cirka et halvt år efter åbningen, er økonomien i plus.
Det var ellers lidt med bange anelser, at de i sommer åbnede ViPadel, for da de i starten af 2020 besluttede at etablere de fire baner i Brabrand, var der allerede 20 baner i Aarhus, og siden er der også skudt anlæg op andre steder i Aarhus. Banekapaciteten er næsten fordoblet i byen i løbet af to år.
Men efterspørgslen er heldigvis løbet endnu hurtigere: Allerede efter et halvt år er over 40 procent af banetiderne hos ViPadel nu booket.
”Hvis man ønsker at spille mellem kl. 15 og 23, er det stort set umuligt at booke på dagen. Også morgentiderne er godt booket op,” siger Emil.
Var svært at finde en bane
De har begge prøvet forskellige ting på arbejdsmarkedet, før de tidligt i 2020 besluttede sig for at blive sports-iværksættere. Dan er uddannet elektriker, men arbejder nu i en ungdomsklub i Åbyhøj. Emil er uddannet pilot og arbejdede for Sun-Air, indtil coronaen ankom. Siden har han etableret et firma, der bygger motionscentre.
De er begge en del af en større gruppe venner, som ofte mødes på kryds og tværs og kan li´ at lave fysisk aktivitet sammen. Padel er en favorit-aktivitet, men det det kunne godt være svært at finde en bane i Aarhus, når de havde brug for én.
Det tog bare en enkelt aften for de to kammerater at blive enige om, at de skulle forsøge at starte et padel-center op i Aarhus. Til gengæld gik der lang tid, før de fandt det rigtige sted.
”Planen var først, at vi ville starte noget op i Skanderborg. Vi tænkte, at der med 11 baner i Aarhus ikke var plads til flere. Men det skulle vise sig, at vi tog fejl,” siger Dan med et grin.
Tog navn efter bane-producent
Efter at flere andre planer var slået fejl, fik de kontakt til folkene bag Legelandet på Holmstrupgårdvej, og det endte med en lejeaftale med ejeren, Anders Hjortshøj. I foråret 2021 gik de sammen med deres venner i gang med at renovere de cirka 1400 kvadratmeter.
Flydespartel har skabt et helt jævnt gulv, som de med stolthed i stemmen fortæller nu kun har en samlet højdeforskel på 1 mm. Desuden har de etableret brandsikre vægge og døre og brugt flere hundrede liter maling.
Banerne er et særligt kapitel, som de to indehavere fortæller om med en særlig stolthed i stemmen. De er produceret til at kunne holde til at stå udendørs, men er nu placeret i den store hal på Holmstrupgårdvej, hvor underlaget er det samme, som det, der spilles World Padel Tour på.
Den danske producent af banerne hedder ViPadel, og det endte med, at de to iværksættere indgik en sponsoraftale med firmaet, der blandt andet betød, at anlægget i Brabrand i Brabrand kom til at hedde ViPadel Aarhus.
Da Dan Christensen og Emil Larsen efter de mange timers arbejde på alle tider af døgnet endelig var klar til at slå dørene op, var det d. 1. juni 2021 præcis den samme dag, som coronaen lukkede Gellerup Sogn. Åbningen blev derfor udskudt et par uger.
”Vi følte det som et hårdt slag, men alle dem, tog det pænt, og på den lange bane betød det jo i virkeligheden ikke det store,” siger de i dag.
De to har nu fundet yderligere to investorer i projektet, der nu har fire ejere i alt. Ud over Dan Christensen og Emil Larsen er også Mikkel Benner Lyngholm en del af den daglige drift.
”Det er virkelig let at gå til”
Padel er stadig et ret nyt bekendtskab for mange mennesker, og mange af de besøgende i Brabrands nye padel-center har ikke prøvet spillet før. Det giver masser af spørgsmål, både i telefonen og undervejs på banerne.
”Det der gør padel rigtig populært, er at det er så let at komme i gang. Selv hvis der er stor forskel på spillernes niveau, kan man i løbet af 15 minutter få et godt og hyggeligt spil op at køre. Det er virkelig let at gå til,” siger Dan.
ViPadel Aarhus tilbyder gratis bat og bolde til nybegynderne, og der er også mulighed for intro-kurser, men kun ganske få benytter sig at tilbuddet. Hvis bare én har prøvet det før, lærer de andre hurtigt reglerne og de taktiske finesser.
”Det er en rigtig allemands-sport. For eksempel havde vi for nogle uger siden et kobberbryllup, hvor vi så tre generationer – mor, søn og bedstefar – på banen samtidig. Det bliver man bare glad af at se,” tilføjer Emil.
De kan se, at padel også tiltrækker en del, som har erfaring fra andre boldspil, for eksempel håndbold, fodbold, tennis, badminton og squash. For eksempel oplevede de en klar stigning i antallet af bookinger, der jyllandsserien i fodbold gik på vinterpause.
”For sportsfolk er padel en sjovere og mere social måde at holde formen ved lige end ved spinning eller en løbetur. Og så ser vi færre skader end ved for eksempel indendørs fodbold. Det er også en af grundene til, at vi ser et boom i antallet af padel-spillere.”
De har samtidig skabt et sted, hvor de selv kan mødes og være fysisk aktive sammen med deres venner. Desuden har de hovedet fuldt af ideer til, hvordan de med forskellige events kan styrke fællesskaberne omkring padel-spillet. Eksempelvis afholdt de kort før nytår nytårs-cup, hvor alle var velkomne.