Flere århusianere, en stadig tættere by og flere biler på vejene får støjen til at stige i Aarhus. Teknik- og miljørådmand vil have århusianere og byråd med i debatten om en ny støjhandlingsplan, der sætter retning for, hvordan støjen skal begrænses og forbygges.
I 2015 var ca. 48.000 boliger i Aarhus plaget af støj over grænsen på 58 dB. I 2021 er antallet af støjramte boliger steget til 63.500. Det viser den nyeste støjkortlægning.
Kortlægningen er en del af Støjhandlingsplan 2024, der er på vej i høring. Handleplanen sætter rammerne for, hvordan Teknik og Miljø fremadrettet vil forsøge at begrænse og forebygge gener fra støj.
”Kortlægningen taler sit tydelige sprog. Flere og flere århusianere er generet af støj, og det er vi nødt til at forholde os til. Derfor ser jeg frem til debatten med byrådet, hvor jeg netop ønsker, at vi diskuterer, om vi skal opprioritere indsatserne på området. Der er ikke nogen tvivl om, at behovet for indsatser lige nu er større end ressourcerne,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Teknik og Miljø arbejder allerede i dag med at nedbringe støjen. Siden 2008 er større veje belagt med støjreducerende asfalt, der eksperimenteres med zoner, hvor hastigheden sættes ned, og der stilles krav i lokalplaner om støjreducerende tiltag i nybyggeri.
De tiltag anbefaler Teknik og Miljø fortsætter i Støjhandlingsplanen sammen med en række andre igangværende indsatser. Indsatserne er tilrettelagt med udgangspunkt i de nuværende ressourcer på området.
Århusianerne med på råd
Inden længe bliver planen sendt i offentlig høring, hvor århusianerne kan være med i debatten.
”Vi skal sikre os, at Aarhus fortsætter med at være et attraktivt sted at bo og leve. Derfor håber jeg også, at århusianerne vil dele både deres bekymringer og ideer, så vi i byrådet får det bedst mulige grundlag at debattere ud fra,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Juridisk har Teknik og Miljø et begrænset råderum til at etablere støjskærme m.m. langs eksisterende veje, understreger rådmanden. Men han ønsker at afklare, hvilke muligheder der ligger i det råderum.
Det kunne f.eks. være en lokal støjpulje, der skal begrænse århusianernes støjgener og derigennem øge deres sundhed.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.