Lørdag var dagen, hvor de lokale fodboldhold kunne tage vigtige skridt i jyllandsserien. Vatanspor kom over nedrykningsstregen, mens Brabrand IF mistede et vigtigt skridt i toppen. Og hos kvindernes viste Brabrands kommende 2. divisionshold klassen med en 6-0-sejr over Silkeborg Q.
Hele foråret har fodboldklubben Vatanspor være hjemløs. Det normalt så hyggelige anlæg ved Sødalskolen har endnu en gang været gravet op, da fodboldbanen ”bulede”, efter at Aarhus Kommune for to år siden lagde banen om.
Det har betydet et helt forår på kunstgræs i Gellerup. Lørdag indtog Vatanspor igen banen mellem blokkene for at dyste mod Kolding Boldklub om vigtige points i jyllandsserien.
Gæsterne stillede stærkt op med tidligere divisionsspillere som Rune Nautrup og Martin Hedeager Jensen – men det forhindrede ikke Vatanspor i at tage dirigentstokken efter en lidt tøvende start.
Det blev den rutinerede målræv Tarek Kayed, som for alvor satte Vatanspor i gang. I udgangspunktet lå han placeret på højre back, men benyttede ofte chance til at snige sig med frem. Efter et kvarter opsnappede han en aflevering i feltet og scorede sikkert til 1-0.
Midt i halvlegen blev føringen fordoblet, og igen var Tarek Kayed en afgørende spiller. Han strøg til baglinjen og lagde med en præcis flad aflevering bolden til rette for Marcus Kalala, som sendte bolden i mål til 2-0.
Vatanspors spillere jublede over føringen, men øjeblikket efter var den skrumpet ind efter en stor forsvarsfadæse. Bolden blev af ukendte årsager headet på tværs i eget straffesparksfelt, og fejlen blev uden nåde straffet af Kolding, der snuppede bolden og scorede sikkert til 1-2.
Som altid spillede Vatanspor med stor energi – men også med stor risiko i opspillet. Det var ofte omstilling på omstilling, mens den rutinerede tidligere professionelle Kenan Hajdarevic på midten af banen frustreret opfordrede sine medspillere til at aflevere bolden med større sikkerhed.
I forsvaret var anfører Selim Genc som altid roligheden selv, og han skabte også gode muligheder i den anden ende af banen. Kort efter pausen skabte han en fin målchance, da han med stort overblik headede et frispark ind foran modstandernes mål. Men det blev ved chancen, da ingen medspillere var med på ideen.
Det lykkedes dog Vatanspor at øge føringen til slutresultatet 3-1, og holdet sprang et par pladser frem i stillingen. Det betyder, at holdet har gode kort til at sikre endnu en sæson i jyllandsserien i den sidste kamp på fredag på udebane mod bundholdet Horsens fS.
Hjørring IF-Brabrand 2-2
Brabrands jyllandsserie-hold skulle i Hjørring forsøge at fortsætte den fine sejrsstime, der havde bragt holdet op på en delt førsteplads.
Hjemmeholdet bed dog fra sig trods en status som rækkens bundhold. Efter 14 minutter kom Hjørring foran, men ni minutter senere fik Alexander Østberg Laursen bragt balance i målregnskabet.
Hjørring kom dog for anden gang foran, mens Troels Skovgaard Pedersen fik udlignet til 2-2 inden pausen på oplæg fra Morten Ostenfeld.
Det lykkedes ikke i anden halvleg for Brabrand at tippe kampen over til egen fordel. I stedet endte kampen i stor dramatik, da Brabrands Jonas Hyttel Jensen få minutter før tid fik sit andet gule kort og dermed blev udvist. I overtiden fik en Hjørring-spiller ligeledes det røde kort – men slutstillingen 2-2 blev der ikke rokket ved.
Det ene point betød, at Brabrand nu inden sidste runde har et efterslæb på to points til top-rivalen FC Djursland, der vandt sin kamp.
Brabrand ligger dog på en flot andenplads, der giver en play off-kamp mod to´eren i den anden jyllandsserie-pulje. Det er i øjeblikket Esbjerg fB.
Det kræver dog formentlig en sejr til Brabrand i den sidste kamp mod Søften. Den spilles på fredag d. 17. juni kl. 19.00 på Brabrand Stadion.
Kvindeserien: Brabrand-Silkeborg Q 6-0
Brabrand-holdet sikrede sig allerede i sidste weekend oprykning til 2. Division, men alligevel gik holdet på banen med fuld koncentration. Og allerede efter ét minut lykkedes det Julie Terkelsen at bringe Brabrand på 1-0.
Hun spillede afskedskamp i den blå Brabrand-trøje, da hun i løbet af sommeren flytter til Kolding med sin kæreste. Og det blev en afsked med manér: Efter en halv time bragte hun sit hold på 2-0, og i anden halvleg scorede hun yderligere et mål.
Brabrand var i det hele taget klasser bedre end modstanderne og kunne tillade sig at lade flere af truppens marginalspillere få masser af spilletid. Blandt andet sad holdets aktuelle topscorer Trine Marie Madsen uden for med et springerknæ. Heller ikke efterårets suveræne topscorer, Amanda Larsen, har kunnet spille længe på grund af en skade.
Til gengæld spillede rutinerede Christina Fensbæk som en blanding af fodboldlegenderne Xavi og Iniesta på midtbanen og sørgede for, at spillet hang godt sammen for Brabrand.
”Stor respekt til Silkeborg, der bare fortsatte med at kæmpe. Og også stor ros til vores hold, der jo er rykket op, men alligevel gik koncentrerede ud og spillede kampen. Vi kunne have scoret flere mål, men indsatsen er absolut godkendt,” sagde de to trænere, Rasmus Leth-Nissen og Hans-Martin Lauesen.
”Det er jo ikke helt så sjovt, når man er så overlegen. Vi ved, at vi bare skal spille vores spil, og så bliver de andre trætte hen ad vejen. Spillerne trænger til at komme op i 2. division, hvor der er kriller i maven, når man møder til kamp. Det savner de,” sagde de to Brabrand-trænere.
Ud over de tre mål af Julie Terkelsen blev Brabrands mål scoret af Hannah Diesen, Nina Hollensen og Emilie Thidemann.
Holdet spiller sæsonens sidste kamp på lørdag, hvor modstanderen på udebane er Esbjerg-holdet FC King George. Allerede torsdag aften tager holdet desuden hul på pokalturneringen med en udekamp mod BMI fra serie 1.