Når borgmester Jacob Bundsgaard d. 2. december afslører, hvem der vinder Aarhus Kommunes Handicappris, er én ting sikker: Prisen havner i Brabrand. Både Vaskeriet på Louisevej og Bostedet Birkebakken på Hejredalsvej er nomineret til den prestigefyldte pris.
”Birkebakken og Birkeskolen, er et fantastisk bosted og STU-tilbud, som gør en kæmpe forskel for vores unge med forskellige udviklingshæmning, særlige behov og handicaps. De er fagligt dygtige og gode omsorgsgivere til de unge, som går i STU tilbud på “Birkeskolen” og dem der bor på bostedet.”
Sådan lyder i en af indstillingerne af bostedet Birkebakken på Hejredalsvej til årets Handicappris i Aarhus Kommune. Birkebakken har i mange år været et anerkendt bosted for handicappede, drevet af foreningen Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
For to år siden etablerede bostedet ligeledes et nyt skoletilbud på adressen under navnet Birkeskolen. Og både Birkebakken og det nye skoletilbud fortjener anerkendelse, lyder det i indstillingerne:
”De tænker altid i udvikling, samarbejde, professionel omsorg og at skabe hyggelige og hjemlige rammer. Det er sjældent, et sådan tilbud bliver anerkendt for deres store indsats og synes det er på tide det sker. Inden for de sidste par år har mange bosteder i Aarhus, været i medierne med negativ omtale, og det er selvfølgelig vigtigt. Men synes det er lige så vigtigt, at der kommer positivt omtale om de steder, hvor det går godt,” lyder det blandt andet om Birkebakken.
“Af hjertet tak”
I indstillingerne erkendes det, at området er udfordret. Men Birkebakken og Birkeskolen opleves som et sted, hvor ledelse og ansatte formår at skabe et unikt sted, hvor det er de unges liv, deres udvikling og deres hverdag, der er i fokus:
”Som forældre til en ung der bor sådan et sted, er det meget svært og følelsesmæssigt at give slip på vores unikke børn og unge, da det er os der er eksperterne! Men Personalet gør en meget stor dyd, pligt og et professionelt arbejde ud af, at kunne overtage den rolle efter os og de formår det til fulde! – så vi forældre kan give slip og nyde de bliver passet godt på, støttet til videre udvikling og har et godt liv trods deres forskellige udfordringer.”
”Det er med stor taknemmelighed i hjertet, at vi gerne vil indstille Birkebakken/Birkeskolen for deres store omsorg, dygtighed og deres store hjerter for vores børn og unge med udviklingshæmning. Det er dygtige ildsjæle, som brænder for, at vores børn og unge har det det godt – og omverden skal vide, at det arbejde kan lykkes trods udfordringer på området og det krævet kun stor vilje, gode ildsjæle, stor kampgejst og store omsorg hjerter. Af hjertet tak,” lyder det i en af indstillingerne.
Vaskeriet forener arbejdsliv med socialt fællesskab
Hos Vaskeriet på Louisevej har Pia Stabell og Katrine Knudsen prøvet det før. Tilbage i 2015 modtog de Handicapprisen 2015 for deres store arbejde for, at udviklingshæmmede kan få mulighed for at have et liv på lige fod med andre mennesker med initiativet “Sammen om DHL Stafetten”.
Og nu er de igen blevet nomineret til prisen sammen med resten af vaskeholdet, der har det til fælles, at de er udviklingshæmmede i en grad, så de ellers ville have vanskeligt ved at finde en plads på arbejdsmarkedet.
Men hos Vaskeriet, der er en del af boligområdet Søvangen, trives de alle i et rummeligt arbejdsfællesskab, der også tager sig tid til at åbne dørene for lokale beboere og andre, som har brug for at være sammen med andre mennesker. Og den indsats værdsættes af mange mennesker, fremgår det af indstillingerne:
”Vaskeriet er en venlig, hjertelig og virkelig imponerende forening. De forener arbejdsliv med socialt fællesskab, der tydeligvis glæder og gavner handicappede såvel som ikke-handicappede,” står der blandt andet i nomineringerne.
”De anvender klassisk dansk foreningsånd til at løfte en utvivlsomt svær opgave. Alle forstår konceptet ved første forklaring, men få evner at gøre dem kunsten efter.”
Vinderne bliver afsløret den 2. december kl. 14.30 ved et arrangement i Stiften Lounge, Frederiksgade 78 B.