Livsværkstederne i City Vest er nu også gået over til deres helt egen version af take away. Værestedet tilbyder for tiden et gratis måltid varm mad dagligt til ældre, ensomme og sårbare beboere i Gellerup-området, som på grund af corona-restriktionerne er isolerede og har svært ved at få købt ind og lavet mad selv.
Initiativet fortsætter foreløbig alle hverdage frem til påske. Livsværkstederne håber på økonomisk støtte udefra til at kunne fortsætte udbringningen efter påskedagene. Du er velkommen til at kontakte Livsværkstederne, hvis du har brug for et måltid mad, eller kender nogen som har.
Mandag bestod menuen af falafel med grøn kartoffelsalat. Dagens 24 portioner blev lavet og anrettet af køkkenleder Frida Lund (tv.) i Livsværkstedernes køkken og bragt ud af daglig leder Gritt Rhinstrøm (th.) og bestyrelsesmedlem Helle Hansen (foto).