Som altid fejrer store dele af Brabrand midsommer på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Sct. Hans-festen arrangeres af de lokale Valhalla-spejdere og har hvert år omkring 1000 besøgende. Ud over bålet kan du som altid glæde dig til hyggelige aktiviteter som tombola, fiskedam og spejder-aktiviteter.
Sankt Hans er en fest for midsommeren, og langt tilbage i tiden samledes folk på torve eller marker for at brænde bål, danse og synge skæmteviser.
Præsten Niels Hemmingsen, som levede i 1500-tallet skrev i følge Nationalmuseet, at aftenen typisk blev fejret med “dans og nattedrik, gadelams krans, ild at optænde at huje, skrige og drikke den hele nat over.”
Så vildt går det sjældent for sig i Brabrand – men du kan dog glæde dig til en hyggelig Sct. Hans Aften søndag d. 23. juni på Stadepladsen ved Brabrand Sø, hvor spejderne i Valhalla Gruppe har sørget for rammerne.
Arrangementet er en af gruppens væsentligste indtægtskilder og bidrager til at de mange ledere i Valhalla Gruppe kan skabe masser af sjovt og inspirerende spejderarbejde for børn og unge i Brabrand-området.
Allerede fra kl. 17.30 er pladsen åben, og du kan nyde de lækre popcorn, prøve lykken i fiskedammen eller være en del af de forskellige aktiviteter arrangeret af spejderne.
Der er ligeledes mulighed for at vinde store og små præmier i tombolaen eller deltage i banko i stjerneteltet.
”Vi opfordrer desuden alle til at støtte vores spejdergruppe ved at købe kaffe, kage, pølser, øl, vand og vin hos os under arrangementet,” skriver Valhalla Gruppe i invitationen.
Årets båltaler er Janni Kikkenborg Rossel, som mange vil kende som administrator af Facebook-gruppen Brabrand Beboerne og forperson for Brabrand IF Gymnastik. Til daglig er hun i øvrigt sekretariatsleder i LGBT+HUSET i Aarhus.
Aftenens program:
17:30 Boderne åbner
21.00 Det store “bål” tændes, og vi synger midsommervisen sammen
22.00 Arrangørerne siger tak for i dag og på gensyn i 2025