Vi nærmer os december, og det er normalt på den tid, hvor julebelysningen i Hovedgaden bliver sat op. Brabrand-Årslev Fællesråd har historisk set stået for opgaven – men der er opstået tvivl om strømregningen på ca. 20.000 kr. Fællesrådet lover at betale i første omgang.
Brabrand-Årslev Fællesråds nyvalgte formand Carsten Strange Jensen har de seneste dage haft travlt med at forsøge at finde ud af, hvad der er op og ned, når det gælder julebelysningen i Hovedgaden.
Som de senere år har Anders Koba Jensen fra Brabrand El sagt ja til gratis at sætte julebelysning op i Hovedgadens lygtepæle. Men hvem betaler for strømmen?
Det har været lidt af et detektivarbejde for Carsten Strange Jensen, som indtil for to uger ikke var klar over, at julebelysningen er en opgave, fællesrådet normalt tager sig af.
Tilsyneladende har julebelysningen gennem årene været koblet på strømmen til gadelamperne – og det betyder sandsynligvis, at Aarhus Kommune har betalt de cirka 20.000 kr., som det koster at have lys i Hovedgaden i december.
Aarhus Kommune havde i første omgang afvist at give tilladelse til at sætte julelys op, da politikerne i Aarhus Kommune har bestemt, at der skal spares på el-udgifterne i kommunen.
Efter nærmere dialog åbnede kommunens repræsentant en mulighed for julelys i Hovedgaden, hvis hvis man i Brabrand selv er klar til at betale for strømmen.
”Brabrand-Årslev Fællesråd skal åbenbart få det her til at virke, og så må vi jo prøve at finde en løsning,” siger Carsten Strange Jensen.
Han er i gang med at tilmelde fællesrådet hos Aarhus Kommunes leverandør af strøm, Ørsted, sådan at fællesrådet betaler el-regningen i Hovedgaden i julemåneden.
Det vil dog belaste Brabrand-Årslev Fællesråds økonomi betydeligt. Beløbet svarer nogenlunde til det beløb, fællesrådet årligt modtager i støtte fra Aarhus Kommune. Dertil kommer kontingent-indtægter fra fællesrådets knap 50 medlemmer.
Måtte finde en ny løsning
Julebelysningen i Hovedgaden er fra 2010. Ideen opstod hos Brabrand-Årslev Fællesråd, der med støtte fra alle de forretningsdrivende på og omkring Hovedgaden fik indsamlet ca. 50.000 kr. og købte juleudsmykning til 12 lygtepæle. Allerede året efter indsamlede fællesrådet flere penge, så hele Hovedgaden og Kirkevej fik julebelysning.
Fællesrådet lavede en aftale med Brabrand Elselskab, der markerede 100 års jubilæet ved blandt andet at give et stort bidrag til julebelysningen. Desuden påtog selskabet sig at etablere de nødvendige installationer, opbevare julebelysningen og betale for strøm.
Aftalen blev indgået for 10 år, og fællesrådet havde intet arbejde med det praktiske og økonomiske.
Da Brabrand Elselskab fusionerede ind i AURA måtte Brabrand-Årslev Fællesråd finde en ny løsning på opbevaringsplads, opsætning mv. I stedet blev der indgået en aftale med Brabrand El om opsætning og nedtagning
Håber på skift til LED-pærer
Carsten Strange Jensen lover, at fællesrådet får etableret en løsning, så der kommer lys i Hovedgaden. Han håber dog, at det vil være muligt at indsamle penge blandt lokale virksomheder, sådan at belastningen af fællesrådets økonomi bliver mindre.
Fordi julebelysningen er koblet på strømmen til gadelygterne, er det tilsyneladende ikke muligt at begrænse belysningen til eftermiddag- og aftentimerne, og de gamle glødepærer vil sandsynligvis forbruge ca. 8500 kW.
Brabrand-Årslev Fællesråd har taget initiativ til at søge AURA´s Lokalværdipulje om økonomisk støtte til at udskifte glødepærerne til LED-pærer. Det vil begrænse strømforbruget, men fællesrådet får først i foråret at vide, om ansøgningen bliver imødekommet.