Hvis du er nysgerrig på musik på tværs af genrer og kulturer, venter der den kommende uge en hel stribe oplevelser i og omkring Brabrand. Som en del af Aarhus Jazzfestival står sanger og komponist Camilla Dayyani bag hele fem koncerter blandt andet på Verdenspladsen, på Gellerupscenen og i hjemmet på Tranebærvej.
Gennem mange år har Camilla Dayyani været en aktiv og dynamisk kraft i dansk musikliv, og hendes kolossale netværk kommer i den kommende uge lokalområdet til glæde og gavn.
Som en del af Aarhus Jazzfestival bringer hun også i år verdensmusikken til 8220 Brabrand. Hermed bygger hun videre på de seneste års endagsfestival på Gellerupscenen under netop jazzfestivalen.
Her får du et overblik over koncerterne.
Konklave: Mandag 10. juli kl. 15.00 på Verdenspladsen (gratis)
Det hele går løs mandag eftermiddag med en rigtig familiekoncert på Verdenspladsen midt i Gellerup, hvor der også vil være boder med mad og drikke.
Kongklave er en dynamisk duo bestående af trommeslageren Andreas Skamby og perkussionisten Dea Marie Kjeldsen, som sammen dyrker et rytmisk univers med på den ene side volumen og råstyrke og på den anden side minimalisme og finesse.
Trods fraværet af ”toneinstrumenter” er musikken fuld af melodier og rummer både stramme arrangementer og mere sprælske, legesyge passager.
”Sammen kommer vi rundt i alverdens trommetraditioner, og det hele leveres med smittende spilleglæde og begejstring, så hele familien kan være med,” lyder det fra arrangørerne.
Koncerten bliver ganske særlig, da de to musikere Lene Nørgård og Eliza Boye spiller, synger og danser med. Læs mere her
The World on a String: Mandag kl. 19.30 på Gellerupscenen (Entré 100 kr.)
Aftenprogrammet rykker ned på Gellerupscenen, hvor du først kan høre tre strengeinstrumenter med forskellig baggrund i The World On A String. Elektrisk guitar, oud og saz mødes i en fælles kærlig til musikken og nysgerrighed efter andre kulturers musik. Genrer og traditioner blandes og i mødet opstår helt ny musik og nye udtryk.
Musikken er inspireret af alle strengeinstrumenternes historie fra tyrkisk og syrisk folkemusik, klassisk musik over jazz til rock, og der vil blive benyttet en lang række forskellige spilleteknikker. Numrene indeholder såvel gennemkomponerede passager som improviserede afsnit, hvor de tre musikere improviserer ud fra hver deres baggrund.
De tre musikere har hver for sig en lang karriere bag sig inden for deres forskellige felter og har alle begejstret anmelderne:
Orhan Özgür Turan: Saz, Maher Mahmod: Oud, Jens Christian Kwella: Elektrisk guitar.
Tone of Voice Orchestra: Mandag kl. 21.00 på Gellerupscenen (Entré 130 kr. – eller begge koncerter til 180 kr.)
Til dagens sidste koncert kan du møde et usædvanligt orkester med sin helt egen tone – det smukke og det sarte, det vilde og det voldsomme.
I Tone of Voice Orchestra mødes folk fra mange hjørner af det dansk-skandinaviske musikliv: fem kvinder og fem mænd, DMA Music Award-vindere fra flere genrer, erfarne kræfter og nye talenter i en skønsom blanding.
Sanger og sangskriver Trinelise Væring og jazzsaxofonist og komponist Fredrik Lundin har samlet holdet og skrevet musikken. I Tone of Voice Orchestra blander Trinelise og Fredrik deres skandinaviske rødder med inspirationer fra blandt andet østeuropæiske vokalgrupper, nordisk folkemusik, americana, nordafrikanske stemninger, jazz og en række indie-folk- og alternative popbands.
Med deres “letsindige” omgang med genrer følger en usædvanlig sammensætning af instrumenter: Med fire vokaler, sækkepibe, drejelire, cittern, violin, saxofoner og fløjter, kontrabas og to trommeslagere lykkes det Tone of Voice Orchestra at levere et unikt bud på skandinavisk verdensmusik / indie-folk / jazz anno 2023.
Jazz & Rugs – 3 x Dayyani feat. Philip Akrofi: Tirsdag 11. juli i tæppebutikken House of Persia (Fri entré)
Langt de fleste århusianere har efterhånden stiftet bekendtskab med den legendariske butik med ægte persiske tæpper i Scandinavian Center, House of Persia. Men denne sommer ophører en lang tæppe-æra, når butiksejer Said Dayyani drejer nøglen om for at gå på pension.
Afskeden med butikken samt tæppefamiliens mange tråde ind i jazzmiljøet bliver anledningen til en helt speciel jazzfestival-oplevelse, når 3 x Dayyani og Philip Akrofi giver koncert blandt alle de smukke tæpper midt i butikkens betagende interiør.
Publikum kan glæde sig til et levende repertoire bestående af et godt skvæt swing-jazz, bløde ballader og musikernes originale kompositioner.
Alle fire musikere er aktuelle flere gange under jazzfestivalen i soloprojekter og andre konstellationer, men denne koncert er eneste mulighed for at høre dem i samme kvartet. Det er ikke utænkeligt, at andre af familiens musikere dukker op som gæstesolister.
Pladserne er begrænsede, og der er fri entré, så vi anbefaler publikum at komme i god tid. Koncerten er en gave fra tæppehandleren til jazzfolket. Der vil blive opstillet en bar i forbindelse med arrangementet.
Dayyani/Lunding/Dayyani: Onsdag 12. juli kl. 19.30 på Tranebærvej 11 (Entré 180 kr. inkl. vin i pausen)
Hjemme i sin stue har Camilla Dayyani inviteret sin søster Samira, som er cellist i Copenhagen Phil, og Fredrik Lundin, som er en af Danmarks mest legendariske jazzmusikere.
Sammen vil de tre spille et udpluk af det store poesi-repertoire, Camilla Dayyani har fået opbygget gennem årene. Du kan hovedsagelig opleve musik til danske og persiske digte af Piet Hein, Pia Tafdrup, Tove Ditlevsen, Karen Blixen, Omar Khayyam, Mowlana Rumi og Forough Farraokhzad.
Camilla Dayyani er alsidig og kendt fra mange forskellige sammenhænge. Hun har udgivet to album med egen musik samt to album med trioen Hess / Dayyani / Emborg, og hun arbejder lige nu på en ny udgivelse med et nyt værk for et større ensemble.
Desuden har hun lagt stemme til Sangskattekisten, en af de største dansksprogede YouTube-succeser, som præsenterer sange fra den danske børnesangskat med fine animationsvideoer til.
For at alle de nævnte koncerter kan realiseres, har Bazarjazz modtaget støtte fra Gellerup Kulturmidler, Jazzpuljen, Knud Højgaard Fonden og Aarhus Jazzfestival.