Et ungt par i en lejlighed i Gellerup fik sig mandag aften en ubehagelig overraskelse, da en 26-årig eftersøgt mand løb ind gennem deres åbne terrassedør og gemte sig for politiet. Men de handlede resolut og holdt manden fast, til politiet ankom.
En 26-årig mand kørte mandag kl. 18.20 over for rødt i krydset ved Karen Blixens Boulevard og Inger Christensens Gade. En patrulje i nærheden opdagede forseelsen og satte udrykningen til, og det fik manden til at smide bilen ved Bazar Vest, hvorefter han løb afsted til fods ned ad Inger Christensens Gade.
En betjent løb efter, og han så, at den 26-årige løb ind gennem en åben terrassedør i en tilfældig lejlighed, hvor en ung kvinde og mand og bor. De hjalp kortvarigt med at holde den 26-årige tilbage, indtil betjenten kom frem og lagde ham i håndjern.
Det viste sig, at den 26-årige var søgt til afsoning af en fængselsstraf, og han blev derfor kørt til arresten. Inden da fik han dog lige foretaget en blodprøve, da betjentene mistænkte, at han var narkopåvirket under kørslen.
I den ene lomme havde den 26-årige en mindre mængde hash, og i bilen lå en kniv – begge dele blev han sigtet for at besidde.
Derudover blev han sigtet for at køre over for rødt, for husfredskrænkelse og for falsk anklage, da han i første omgang forsøgte at udgive sig for at være sin bror.