Brabrands håndboldkvinder vandt i aftes en sikker sejr på 32-25 på hjemmebane over ASA Aarhus, og det meget unge hold har med de to garvede trænere Peter Harpøth Sørensen og Niels Christian Pedersen ved roret har fået en rigtig fin start efter oprykningen til Jyllandsserien.
Man lærer nu en gang mest af at spille kamp, sagde en træner en gang. Hvis det er rigtigt, lærer Brabrands unge håndboldkvinder rigtig meget i øjeblikket.
Mange af spillerne har stort set ikke tid til at træne, fordi der hver uge er flere håndboldkampe, der skal spilles. En stor del af dem spiller både på U18-holdet og seniorholdet, og det levner ikke tid til ret meget mere håndbold.
I aftes handlede det om ASA Aarhus i Jyllandsserien. Efter et par hårde kampe mod rækkens tophold AGF og Hørning var ASA lidt lettere at have med at gøre, og Brabrand tog hurtigt en stor føring. Inden halvleg fik ASA lidt bedre fat og fik reduceret til stillingen 12-17.
Efter pausen holdt Brabrand afstanden med mange gode hurtige angreb, hvor det virkede som om, de unge spillere kunne splitte modstandernes forsvar ad, når de ville. Med 28-22 syv minutter før tid så sejren sikker ud. Brabrand sluttede af med yderligere et par flotte langskudsmål og sikrede sejren på 32-25.
”Spillerne blev lidt for magelige i slutningen af første halvleg og begyndte at sjuske. Det gav en del fejl,” sagde træner Peter Harpøth Sørensen, efter kampen. Han er meget tilfreds med starten i Jyllandsserien og placeringen i midten af rækken;
”Det er rigtig fint, at vi ikke er med omkring oprykningen her i foråret. Hvis vi skal noget mere, er det nødvendigt, at pigerne begynder at træne.”
Klubbens to bedste hold er begge rykket kraftigt op gennem rækkerne de sidste par år. Førsteholdet er i raketfart komet op i Jyllandsserien, mens andetholdet, der også består af unge spillere, nu er i serie 1. Dette hold tabte dog i aftes til Team Favrskov med 23-31.