To ud af tre beboere ønsker ikke at forlade Gellerup, selvom deres boligblok bliver revet ned. Det viser en rundspørge, afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken har foretaget ved at gå rundt i opgangene og ringe på hos de berørte familier.
Tekst: Helle Hansen, Skræppebladet
Aarhus Byråds politikere har store planer for Gellerup. De indebærer blandt andet nedrivning af syv blokke i Gellerupparken. Men hvad tænker beboerne i de 408 lejligheder, der står til at blive jævnet med jorden, hvis byrådet får sin vilje?
Det satte afdelingsbestyrelsen sig for at undersøge. Umiddelbart før juleferien blev der sat gang i en dørklokke-kampagne, hvor der blev ringet på samtlige dørklokker i 34 opgange. Kampagnen fortsatte i januar og indtil vinterferien i februar.
Sideløbende blev der hver torsdag eftermiddag holdt info-caféer i foyeren i boligforeningens administration. Her kiggede flere beboere forbi, som ikke havde været hjemme, da der blev ringet på.
Både hos beboerne, som mødte frem til info-caféerne, men også hos en stor del af de beboere, som åbnede deres hoveddør, var der stor utilfredshed med usikkerheden og uvidenheden, som de efterhånden har måttet leve med i over halvandet år.
Flere fortalte, at de sover dårligt om natten, og de oplever, at de er ved at blive deprimerede. Og mange føler sig meget alene med deres bekymringer om fremtiden, hvor der er uvished om, hvad der skal ske hvornår og hvordan.
Mulighed for at komme væk
Der blev observeret 35 tomme lejligheder i de syv blokke. De tilbageblevne beboere kunne flere steder fortælle, at naboen for nylig var flyttet i eget hus på grund af udsigten til, at blokken skal rives ned. 11 beboere fortalte, at de har købt hus eller er i gang med at skrive slutsedlen.
Halvdelen slog fast, at hvis der ikke havde været en udviklingsplan, så var de blevet boende.
”Vi vil gerne flytte fra Gellerup,” lød svarene fra 30 procent af beboerne. En del var unge mennesker, der bor i bofællesskaber, og som snart er færdige med at læse, og som så flytter videre.
Men der var også en god snes beboere, der så det som en god mulighed for at få en bolig et andet sted i byen. Flere var usikre på, hvad de skal forvente af fremtiden, og de ønsker ikke mere at vente på, hvad politikerne finder på i Gellerup, så nu søger de væk.
Heriblandt var et par af de ti familier, som er flyttet fra de nedrevne blokke på Bentesvej, og som altså allerede én gang er blevet flyttet på grund af Helhedsplanen.
Økonomisk stavnsbundet
To tredjedele af besvarelserne viser, at beboerne slet ikke ønsker at flytte. Men hvis de bliver tvunget til det, så ønsker otte ud af ti at blive i Gellerup. De sidste tyve procent tør ikke blive i Gellerup, fordi de ikke tror på, at det er sidste gang, at byrådet kommer og vil rive ned.
På spørgsmålet om, hvorvidt beboeren selv har råd til at flytte, enten internt eller ud af afdelingen, svarede ca. 40 procent, at det vil de godt kunne, hvis det skulle være. Mens mere end halvdelen af beboerne, 56 procent, slog fast, at de ikke selv har råd til at flytte, og at de derfor er nødt til at afvente, hvad der bliver resultatet af de kommende forhandlinger om en ny helhedsplan. Og så først til den tid ved de, om de er købt eller solgt.
Høj svarprocent
Afdelingsbestyrelsen traf beboere hjemme i godt 200 af lejlighederne. Flest var hjemme i de store lejligheder til højre og venstre, mens det kun var hver femte beboer i de små midterlejligheder, der åbnede døren.
En enkelt beboer ønskede overhovedet ikke at snakke, og sprogproblemer gjorde en håndfuld steder et interview umuligt, men her blev der i stedet taget imod et spørgeskema, som der var mulighed for at aflevere efterfølgende.
I forbindelse med spørgeskemaet fik beboere, der ønsker at modtage flere oplysninger om, hvordan tingene udvikler sig, mulighed for at aflevere deres kontaktoplysninger. Og så snart der er nyt, vil afdelingsbestyrelsen sende beskeder ud på mails og via sms. Der er også gang i planlægningen af nye info-caféer, blandt andet et møde med deltagelse af en psykolog.
For en lille håndfuld nyindflyttede beboere medførte besøget af afdelingsbestyrelsen en lidt chokerende nyhed, da det viste sig, at beboerne slet ikke var klar over, at den blok, som de netop var flyttet ind i , er udpeget til ned-rivning.
Fordi Helhedsplanen endnu ikke er endegyldigt vedtaget, undlader boligforeningens administration at fortælle nye beboere i de syv blokke, at de risikerer inden for en kortere årrække at skulle flytte ud af lejemålet igen.
Artiklen har tidligere været bragt i Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet, hvorfra den venligst er udlånt.