De mange færdselskontroller i Aarhus Vest har de sidste to år resulteret i tusindvis af sigtelser – men det er ganske sjældent, at forseelserne er grove nok til, at bilen bliver konfiskeret. 5300 sigtelser er det blevet til – men heraf har Østjyllands Politi kun i 35 tilfælde konfiskeret køretøjet.
Trafikkulturen i Aarhus Vest er tit i fokus i den offentlige debat, og ord som ”vanvidskørsel” bliver ofte brugt. Men hvor slemt står det egentlig til? Vores Brabrand har bedt om aktindsigt hos Østjyllands Politi i antallet af færdsels-sigtelser og antallet af konfiskerede køretøjer i 8220 Brabrand og 8210 Aarhus V.
Som det ses af grafikken neden for ”konkurrerer” de to postnumre nærmest i at have flest lovovertrædelser på vejene. Samlet set har politiet 5300 gange haft blokken fremme i det vestlige Aarhus i 2019 og 2020.
”Det er rigtig mange overtrædelser af færdselsloven, som i høj grad afspejler vores omfattende færdselsindsatser på vejene i Aarhus Vest”, siger politiinspektør Brian Voss Olsen, Østjyllands Politi.
Stort fokus på muligheden for konfiskation
Men når man så ser på antallet af konfiskerede køretøjer, så er det kun 35 af de 5300 færdselsforseelser, der har resulteret i, at politiet har beslaglagt køretøjet. Det svarer til knap 0,7 procent af antallet af sigtelser.
Brian Voss Olsen oplyser af Østjyllands Politi fortsat har stor fokus på konfiskation af køretøjer.
”Vi undersøger i hvert eneste tilfælde om vi kan konfiskere køretøjer, ud fra den gældende lovgivning,” siger han.
To forskellige opgørelser
Konfiskationer er tidligere blevet nævnt som et vigtigt redskab for politiet i kampen mod færdselssynderne. Tidligere chef for Lokalpolitiet i Aarhus Vest, Jens Espensen, har gentagne gange på møder i Samvirket i Gellerup nævnt konfiskationer som et vigtigt middel over for de værste syndere:
”Af de personer, vi i forvejen har kendskab til, er der ikke flere tilbage med kørekort. Men de kører jo alligevel, og så konfiskerer vi deres biler. Man tænker, at de på et tidspunkt må løbe tør for køretøjer. Men der er åbenbart flere der ude. Så vi bliver ved”, lovede han i november 2018.
Han kunne berette, at politiet i Aarhus Vest alene i 2018 havde konfiskeret 122 køretøjer. Det er en størrelsesorden, som også bl.a. DR tidligere har viderebragt.
Hos Østjyllands Politi har kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen gennemgået tallene og understreger, at det reelle antal konfiskationer i forbindelse med sigtelser i trafikken i 2018 var 23 køretøjer – og ikke de nævnte 122, som bl.a. også inkluderede konfiskerede knallerter.
Politiinspektør Brian Voss Olsen vurderer, at det tidligere nævnte tal i 2018 kan være opstået ved at inkludere køretøjer, der for eksempel var henstillet uden nummerplader på en parkeringsplads, biler som var totalskadede, ulovlige knallerter etc.
Han oplyser, at Østjyllands Politi til fulde udnytter de nuværende regler for konfiskering af køretøjer. I denne forbindelse oplyser han, at Østjyllands Politi ikke har nogen bemærkninger til eventuelle stramninger af den nuværende lovgivning.
Artiklen fortsætter under annoncen. Klik på billedet, hvis du vil vide mere om koncerten på lørdag kl. 15.00.
Konfiskering ved grove overtrædelser
Færdselslovens paragraf 133 giver politiet mulighed for at beslaglægge køretøjet ved ”grove overtrædelser af færdselsloven”, eller hvis føreren gentagne gange har gjort sig skyldig i de samme ulovligheder.
Siden 2014 har politiet desuden kunnet konfiskere bilen med det samme, hvis bilisten har en promille på mere end 2,0. Reglerne gælder også, selvom føreren har lånt bilen af en anden.
Det har dog været oplevet som en begrænsning, at leasingselskaber og pengeinstitutter med pant i bilen kan kræve at få bilen udleveret.
Lov på vej mod vanvidsbilister
Regeringen ønsker at skærpe straffen til såkaldte vanvidsbilister, og et nyt lovforslag er i øjeblikket på vej gennem Folketinget. Hvis det bliver vedtaget, skal politiet på stedet kunne beslaglægge en bil, der har været brugt til såkaldt vanvidskørsel, uanset hvem der ejer bilen.
Vanvidskørsel er i lovforslaget defineret sådan her:
• Uagtsomt manddrab eller betydelig personskade under særligt skærpende omstændigheder
• Særlig hensynsløs kørsel
• Hastighedsoverskridelser på mere end 100 procent (over 100 km/t)
• Kørsel med mindst 200 km/t
• Spirituskørsel med en promille over 2,0 (som de nuværende regler)