Asger Rasmussen elsker at spille teater for børn og barnlige sjæle over hele landet. Samtidig holder han meget af sit lokalområde, Brabrand – og nu er han klar med en forestilling på Gellerupscenen søndag d. 19. september. Håbet er, at det kan blive til meget mere på den legendariske teaterscene.
Til Brabrand Kulturuge har det ofte knebet med aktiviteter for de yngste – og det var egentlig også tilfældet i år. Men lige før det for alvor går løs, er Den Store Tryllekunstner & hans kanin alligevel klar til at lave trylleri og løjer.
Bag Den Store Tryllekunstner gemmer sig Asger Rasmussen fra Hyrdedamsvej. Han lever af at spille børneteater rundt om i landet, hvilket coronaen dog i høj grad spændte ben for. Men nu er han for alvor tilbage, og et af de første steder, han igen vil sprede glæde og gode grin vil være på Gellerupscenen.
Ideen kommer fra en af Brabrands aktive iværksættere, Paw Simon Krogh, som tilbage i november 2020 henvendte sig til Asger Rasmussen med forslag om at lave noget børneteater på den hæderkronede scene.
Paw Simon Krogh er blandt andet daglig leder i KollektivByen i ejendommen Gudrunsvej 78, hvor Gellerupscenen også ligger. Han har en drøm om, at den velkendte scene igen kan blive stedet, hvor man kan opleve masser af scenekunst, for eksempel børneteater.
”Vi har den her fede scene, og den skal vi have i sving – ellers risikerer vi, at den bliver revet ned. Men det vil virkelig være synd, hvis det skulle ende sådan, for den kan virkelig noget, den scene,” siger Paw Simon Krogh.
Støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen
Efteråret 2020 var dog ikke det rigtige tidspunkt for Asger Rasmussen. Men ideen var blevet plantet, og for nogle uger siden var muligheden der.
Slots- og Kulturstyrelsen havde nemlig annonceret en pulje til ”Kunstneriske sommeraktiviteter”. Asger Rasmussen søgte penge til en mini-turné med sit lille teater, ”Honningbanden”.
Der kom positivt svar – med besked om at aktiviteterne skal afvikles inden 30. September. Så Asger Rasmussen er på vej på landevejene igen med forestillingen ”Den Store Tryllekunstner & hans kanin”.
Den ene af forestillingerne skal naturligvis holdes i Brabrand – på Gellerupscenen søndag den 19. september kl. 15.00. Resten af turen går til biblioteker i Odense, Grindsted og Billund.
Flot Black Box Theatre
”Vi håber at se rigtig mange børn i alderen 3-10 år og deres voksne til en sjov og hyggelig forestilling. Og hvem ved? Måske kan det være starten på noget mere,” siger Asger Rasmussen.
For det er ingen hemmelighed, at han og Paw Simon Krogh drømmer om at kunne skabe endnu mere liv på Gellerupscenen. I første omgang er forestillingen den 19. september et forsøg, der skal vise, om interessen er der.
”I den lidt kedelige bygning overfor City Vest gemmer der sig faktisk en stor og flot ”Black Box Theatre” sal. Den er nedslidt og trænger til en større renovering og opgradering med både maling og teknik. Men den kan i sin nuværende stand sagtens rumme kvalitetsforestillinger og arrangementer,” siger Asger Rasmussen entusiastisk.
”Hvis vores arrangement den 19. bliver en succes, kan man forestille sig flere forestillinger med artister og teatre fra hele landet. Og hvorfor ikke starte med at fokusere på børneteater-scenen, så vi kan vænne Brabrand-beboerne til at komme i det lokale teater, fra de er helt små,” foreslår han.
Gellerupscenens ukendte fremtid
Situationen er foreløbig uafklaret for Gellerupscenen. Aarhus Kommune har tidligere lagt op til, at bygningerne på Gudrunsvej 78-82 skal sælges og give plads for nybyggeri.
Men fordi et væld af kulturprojekter bobler omkring Fredspladsen, er Aarhus Kommune i gang med at undersøge, om stedet kan blive et nyt kulturelt kraftcenter. Salget er dermed udskudt i to år.
Foreløbig står Gellerup Art Factory for udlejning og administration af scenen, men den aftale udløber her ved årsskiftet. Hvad der så skal ske, vides endnu ikke.
Bag forestillingen står fællesskabet ”Kollektivbyen & Friends”. Ud over Asger Rasmussen er vennerne i denne sammenhæng Gellerup Bibliotek, der har sagt ja til at hjælpe med formidling af de gratis billetter. De kan også bestilles online via dette link.