Kulturfestivalen Vinterstemmer. Ny kunstgræsbane i Brabrand. Kampen mod et byggemarked på J.P. Larsens Vej. De tre projekter har i de seneste måneder alle påvirket Brabrand – og nu kæmper de om den ny-stiftede Karma Prisen, som Brabrand-Årslev Fællesråd uddeler på generalforsamlingen på tirsdag d. 26. februar.
Karma Prisen ”tildeles en person, organisation eller forening, der har ydet en aktiv indsats for at styrke trivsel, tryghed og fællesskab i Brabrand Årslev”.
Man kan inden d. 26. februar stemme via dette link, mens det også er muligt at afgive sin stemme på generalforsamlingen, der foregår i den tidligere Jaka- og Tulip-fabrik på Høiriisgaardsvej.
De tre projekter er følgende:
Kulturfestivalen VinterStemmer blev d. 26. januar afholdt på Gasværket i Brabrand for første gang og blev en stor succes. I løbet af dagen bød programmet på hele 16 forskellige kulturtilbud, og til de fleste af dem var salen fyldt med et engageret lyttende publikum.
VinterStemmer afløste den mangeårige litteraturfestival SommerStemmer, der i en årrække foregik på stadepladsen ved Brabrand Sø. VinterStemmer bliver arrangeret af arbejdsgruppen KulturGas i samarbejde med musikforeningen Jazzværket.
Læs mere om oplægget til VinterStemmer og selve arrangementet.
Brabrand Fodbolds nye kunstgræsbane blev indviet i oktober 2018 til stor glæde for de mange hundrede medlemmer af Brabrand IF´s fodboldafdeling.
Projektgruppen har i en årrække arbejdet på at få banen etableret. Aarhus Kommune bevilgede et millionbeløb til banen, men Brabrand IF har selv måttet arbejde hårdt for at skaffe de resterende over tre millioner kroner.
Dertil kommer en lang række praktiske udfordringer undervejs, blandt andet med separering af regnvand fra banen. Endelig løb Brabrand IF ind i yderligere modstand, da et moms-smæk truede med at fordyre banen med yderligere godt 500.000 kr. Aarhus Kommune har dog nu lovet at betale beløbet.
Læs mere om Brabrand IF Projekt Kunstgræs her
Byggemarked på skolevej – NEJ TAK blev i sommeren 2018 etableret af en gruppe borgere, efter at det kom frem, at byggefirmaet Råhus Construction ville opføre et Jem & Fix byggemarked på J.P. Larsens Vej.
Gruppen fik indsigt i Aarhus Kommunes langsigtede planer med området langs J.P. Larsens Vej. Det viste sig, at området i Kommuneplanen var fremhævet som fremtidigt byudviklings-område, og repræsentanter for gruppen gik i dialog med kommunens embedsmænd og folkevalgte politikere for at få stoppet den byggetilladelse, der var på vej.
Det ser nu ud til, at gruppens arbejde giver gevinst. Juridisk Afdeling i Aarhus Kommune har varslet, at man planlægger at nedlægge forbud mod, at byggemarkedet opføres.
Læs mere om resultatet af dialogen med Aarhus Kommune her
Du kan stemme på de tre projekter via dette link.
Prisen overrækkes som nævnt ved Brabrand-Årslev Fællesråds generalforsamling, der afholdes tirsdag d. 26. februar kl. 19.00-20.45 i den tidligere Jaka- og Tulipfabrik på Høiriisgaardsvej.