
Stemningen var helt i top på det hyggelige idrætsanlæg ved Sødalskolen, da Vatanspor og Odder tirsdag aften mødtes til et ægte topbrag. Det blev en intens fodboldkamp mellem to dygtige hold. I de sidste minutter måtte Vatanspor med et 2-3-nederlag erkende, at oprykningschancen er væk.
Alt var næsten som i “gamle dage”på det lille anlæg ved Sødalskolen. Flere hundrede tilskuere omkring banen skabte en intens stemning omkring topkampen mod Odder, og røgen fra grillen ved klubhuset mindede folk om, at de da nok lige skulle smage den berømte Vatan-kebab i pausen.
“Gamle dage” er cirka 10 år siden, hvor Vatanspor i raketfart var på vej fremad i rækkerne med den tidligere AGF-spiller Volkan Ceran som træner.
Holdet nåede helt op i toppen af danmarksserien og var tæt på at have nået det helt store mål – at være blevet det første ikke-etnisk danske fodboldhold i divisionerne.
Det lykkedes ikke, og holdet måtte i stedet acceptere at rykke et trin ned til jyllandsserien. Her har holdets nye træner Haci Kara nu sammen med den tidligere top-angriber Sanel Kapidzic igen skabt en slagkraftig enhed, der kan spille med i toppen af rækken.
Flotte resultater foråret igennem havde skabt en forhåbning om, at det igen var ved at være tid til at fejre oprykning, og det havde lokket masser af mennesker til at bruge en dejlig sommeraften i Sødalen.
Vatanspor viste sig godt frem
De så to dygtige fodboldhold, der på hver deres måde kæmpede om herredømmet inde på banen. Det så Vatanspor ud til at have størst held med i begyndelsen af kampen.
Inden der var gået ret mange minutter havde Vatanspor bragt sig foran, og hjemmeholdet viste sig i det hele taget frem på den bedst mulige måde. Især topscorer Leorant Thaqi på højre fløj var konstant en kilde til uro i Odders forsvar med sine hurtige fødder.
Men Odder kom fint tilbage i kampen, blandt andet styret af den tidligere Brabrand-profil og nu spillende træner hos Odder, Lasse Tougaard Andersen på midtbanen. Odders spillestil er som klubbens 3. divisionshold dynamisk med temposkift og hurtige afleveringer, og det satte efterhånden sit præg på kampen.
Det var dog en kommunikationsfejl i Vatanspors forsvar, der bragte gæsterne på tavlen: Målmand Can Dursun råbte “jeg har” – men det havde han ikke, og en Odder-spiller kunne lobbe bolden i mål til 1-1.
Kreativitet og dygtighed
Som nævnt var der godt gang i Vatan-grillen i pausen, og der blev spist og hygget, mens musikken skabte en hyggelig stemning i baggrunden, og Vatanspors spillere tog sig en snak om tingene i omklædningsrummet.

Det var dog Odder, der satte sig på tingene i anden halvleg, mens Vatanspor forsøgte sig med sporadiske kontra-angreb.
Et gult kort til Vatanspor i den sidste del af kampen skulle dog blive afgørende: Med en spiller i overtal lagde Odder et tungt pres på hjemmeholdet – og få sekunder før, de to hold igen var lige mange spillere på banen, slog Odder til og bragte sig foran 2-1.
Det lagde et hårdt pres på Vatanspor, der skulle bruge alle tre points for at have en chance for at tage oprykningspladsen. Med stor kreativitet og dygtighed begyndte holdet nu at skabe målchancer – og fem minutter før tid kom udligningen:
Abduljabar Cumar satte sig igennem på midtbanen og sendte Leorant Thaqi afsted på højre kant. Et præcist indlæg blev trods stor Odder-tilstedeværelse foran målet alligevel headet målbevidst ind: 2-2 og Vatanspor var med igen.
De sidste minutters forsøg på at følge op og skabe sejrsmålet gik dog i kludder for Vatanspor, der i stedet til allersidst blev spillet tynd i egne rækker, og angriber Carl Emil Holland blev væltet i et gennembrud. Det gav straffespark til Odder, der hermed kunne score sejrsmålet til 3-2.
Ærgrelsen lyste i ansigterne på de mange fans, der traskede mod udgangen. Det blev ikke denne gang, holdet igen kom opad i rækkerne.
Det er dog tydeligt, at der er skabt en kvalitetshold i Sødalen, som vil kunne kæmpe med om topplaceringerne igen i efteråret.




