Aarhus Kommune ønsker at kunne afvise boligansøgere til Gellerup, Toveshøj og de øvrige udsatte boligområder, hvis de har ikke-vestlig herkomst. Transport- Bygge- og Boligstyrelsen mener, at det vil være diskriminerende, men kommunen har endnu ikke opgivet planen.
Der er lagt op til et brag af et møde i Teknisk Udvalg mandag. Her skal politikerne blandt andet diskutere nye regler for, hvilke ansøgere der kan afvises, når de søger om en almen bolig i udsatte boliger i blandt andet Gellerup og Toveshøj.
Formanden for Teknisk Udvalg, Keld Hvalsø (EL), mener at rådmand Bünyamin Simsek (V) til det seneste byrådsmøde 16. januar fremlagde et forslag om nye anvisningsregler til almene boliger, uden at fortælle byrådet at Transport- Bygge- og Boligstyrelsen allerede havde afvist et element i forslaget, der handler om at kunne afvise ansøgere med ikke-vestlig herkomst.
Byrådet ønsker, at anvisning efter statsborgerskab blive erstattet af “ikke-vestlig baggrund”. Det begrundes med, at der i regeringens ghettoplan lægges vægt på, at andelen af ikke-vestlige borgere ikke må overstige 50 procent i de almene boligområder.
Ikke sagligt at lægge vægt på oprindelse
Aarhus Kommune stillede i efteråret 2018 følgende spørgsmål til ministeriet: ”Kan en kommune f.eks. ”skele” til andel beboere med ikke-vestlig herkomst, når den kommunale anvisningsret udnyttes?”
10. december lød svaret fra Transport- Bygge- og Boligstyrelsen:
Der må dog ikke ske diskrimination over for bestemte grupper begrundet i race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse eller lignende, når der aftales udlejningskriterier, der giver fortrinsret for særlige grupper af boligsøgende.
Heller ikke Justitsministeriet var i tvivl:
Det vurderes i forbindelse med anvisning til udsatte boligområder ikke at være sagligt at lægge vægt på de pågældende personers statsborgerskab eller deres oprindelse.
Forslag ”under afklaring”
Med de to svar mener Keld Hvalsø, at denne del af forslaget nu ikke lovligt kan gennemføres af Aarhus Kommune:
”Med svarene fra de to ministerier står det helt klart, at man ikke må afvise lejere, bare fordi de har en ikke-vestlig baggrund, sådan som det var indstillet til byrådet. Det er vi meget tilfredse med, da det jo ville være diskrimination. Men vi er temmelig rystede over, at disse entydige svar fra de to ministerier ikke blev fremlagt på byrådsmødet d. 16. januar, da vi diskuterede sagen,” siger Keld Hvalsø.
Af forslaget fremgår det dog, at Aarhus Kommune endnu ikke har opgivet at kunne afvise ansøgere med ikke-vestlig herkomst. I forslaget står der:
…Derfor er det under afklaring med Justitsministeriet om anvisning efter
borgerens statsborgerskab kan erstattes af ikke vestlig herkomst. Anvisningens praksis fortsætter som hidtil, indtil der foreligger en afklaring på dette.
”Et stort indgreb”
Et flertal i byrådet ønsker at skærpe anvisnings- og udlejningsreglerne for på længere sigt at ændre beboersammensætningen i udsatte boligområder. Byrådet skal godkende de nye regler, der dog mandag først skal diskuteres endnu en gang i Teknisk Udvalg.
Den såkaldte ”håndholdte balancerede anvisning” skal være med til at sikre en blandet beboersammensætning i byens boligområder.
Da byrådet d. 16. januar diskuterede forslaget, stod Keld Hvalsø alene i en massive kritik af forslaget, som han mener er et angreb på det etablerede beboerdemokrati, hvor boligforeningerne har medbestemmelse.
Men også den radikale Rabih Azad-Ahmad var kritisk over for dele af forslaget:
”Det er et stort indgreb i borgernes ret til at bosætte sig, hvor de vil”, sagde Rabih Azad-Ahmad blandt andet. Han mente, at forslaget bør holde fokus på at sikre, at socialt udsatte fordeles bedre, men at ikke-vestlig herkomst i den sammenhæng ikke er et centralt kriterium.
Byrådet bør træffe beslutningen
De nye regler vil også indebære, at boligforeningen i områder, hvor der er en høj andel af borgere udenfor arbejdsmarkedet, skal afvise boligsøgende på ventelisten, der modtager eller har modtaget offentlige ydelser i seks sammenhængende måneder.
Det foreslås, at Teknik og Miljø sammen med Sociale Forhold og Beskæftigelse og Borgmesterens Afdeling selvstændigt får lov til at bestemme, hvor og hvor længe kombineret udlejning anvendes.
Det er blandt andre de radikale skeptiske over for. Rabih Azad-Ahmad sagde ved det seneste byrådsmøde, at man mener, byrådet skal træffe beslutning om, hvor længe modellen skal anvendes.
Planen er, at de nye regler skal gælde i Gellerupparken/Toveshøj, Bispehaven, Herredsvang, Langkærparken og Skovgårdsparken i 2019-2023.