Det summer af liv på tennisanlægget i Hans Broges Bakker i denne uge, hvor 30 børn og unge deltager i den traditionsrige Sommer Camp. Selvom tennisspillet er i centrum, er de to trænere Frederik Györkös og Jimmy Nguyen meget bevidste om, at de unge spillere skal opleve, at de har ferie.
”Så er der toast!”
De fire ord har en magisk virkning på alle på tennisanlægget, der som i én bevægelse strømmer mod indgangen til klubhuset. Den enkle opfindelse bestående af to stykker brød med ost og skinke har tilsyneladende en næsten magisk tiltrækningskraft. Især når toasten kommer dampende varm direkte fra ovnen.
Der er en del traditioner på en Sommer Camp, og én af dem er varme toast i frokostpausen til at supplere de medbragte madpakker. Den halve times pause udnyttes især af de yngste til en hyggestund med mobilen og andre nødvendigheder, mens de ældste hurtigt er på banerne igen for at spille tennis.
For det er tennis det handler om i denne uge på anlægget i Hans Broges Bakker. Naturligvis godt krydret med hygge på kryds og tværs blandt de cirka 30 børn i alderen 8-15 år.
”Vi prioriterer selvfølgelig, at de får spillet en masse god tennis på kryds og tværs af de forskellige aldre, men det er også vigtigt, at de får en god social uge, hvor vi også laver andre ting. For eksempel har vi i dag spillet hockey”, forklarer den ene af de to trænere, Jimmy Nguyen, mens den anden, Frederik Györkös, tilføjer:
”Vi forsøger at opdele dem, både så de er på samme niveau, og så vi får dem blandet godt på tværs af alder. De fleste kender jo hinanden fra hverdagen i klubben, og efter hver dag sammen oplever vi, at fællesskabet bare er blevet endnu stærkere. For eksempel er de store rigtig gode til at hjælpe de små.”
Tennis er som udgangspunkt en individuel idrætsgren, men de to trænere er meget bevidste om, at det er det sociale samvær, der motiverer de unge spillere til hver dag at møde op og deltage.
Dagen skal opleves som én stor leg
Samtidig er det vigtigt, at spillerne oplever sommer-camp´en som anderledes end hverdagens træningsrutine. Der skal bringes noget mere leg ind i dagen, der går fra kl. 10 til 15. Og spillerne skal først og fremmest opleve, at der er mere tid til også at slappe af og hygge.
”De skal føle, at de har sommerferie, selvom de kommer her hver dag ugen igennem. Vi har planlagt alt på minutter, men de unge spillere skal opleve dagen som én stor leg. Vi er åbne for forslag og slutter altid dagen med et fælles spil, hvor vi samler alle. Så kan de være med til at bestemme, om det skal være rundt om nettet, ”våd røv” eller noget helt tredje”.
De to trænere har begge været med på sommer-camp´en i fire år og nyder tydeligvis samværet med de unge spillere.
”Det er et must at være med her. Det er en superfed uge, og jeg prøver altid at planlægge sommeren, så jeg kan være med”, siger Frederik Györkös, 21, som er vokset op i Brabrand, og har været træner i tennisklubben i en årrække, inden han flyttede til København, hvor han læser økonomi.
Jimmy Nguyen, 25, kom til Brabrand Tennis for nogle år siden som hjælpetræner og er nu cheftræner for klubbens bedste turneringshold, der kæmper for at rykke op fra jyllandsserien. Han er netop færdiguddannet cand. merc. inden for finansområdet og stopper nu i Brabrand IF, da han flytter til København, hvor han har fået arbejde.