I løbet af det seneste år har Brabrand IF Fodbold formået at øge medlemstallet med 30 procent. Med 752 medlemmer er fodboldafdelingen nu den største afdeling i Brabrand IF. Blandt andet er det lykkedes at tiltrække og fastholde de ældste teenagere i foreningsidrætten.
Der er trængsel på Brabrands nye kunstgræsbane. Presset på banen er nu så stort, at bestyrelsen for Brabrand IF Fodbold nu diskuterer, hvordan flest mulige hold kan træne på banen samtidig.
Kampen om pladsen på kunstgræsbanen er et udslag af, at fodboldafdelingen har haft kolossalt vokseværk de seneste par år. Medlemstallet er på det nærmeste eksploderet fra de cirka 550 medlemmer, der har været normalen de senere år, til nu 752 medlemmer.
Det fremgik af generalforsamlingen tirsdag aften, hvor afdelingsformand Harrie Horsmans fortalte om baggrunden for den store stigning.
Det er især aldersgruppen, som idrætsforeningerne ellers i en årrække har kigget længselsfuldt efter, som nu flokkes om fodboldspillet på anlægget på Engdalsvej.
Sjældent med tre u19-hold
Når den kommende sæson starter, kan Brabrand IF mønstre hele tre u19-hold for drenge – med vidt forskellige fodboldmæssige ambitioner.
I begyndelsen af 2021 fandt en flok 16-17-årige drenge sammen om fodbold og kammeratskab i Brabrand. De kom fra flere forskellige klubber og har nu skabt et stærkt hold, der med træner Frederik Poulsen i foråret skal repræsentere Brabrand i liga 1. Nogle af spillerne træner nu også med i 2. divisionstruppen.
Desuden fortsætter yderligere en stor gruppe 18-19-årige drenge med at spille fodbold i Brabrand IF, mens deres jævnaldrende i andre klubber for længst er stoppet med foreningsidræt. Forklaringen er her en hyggelig og rummelig kultur, hvor resultaterne tæller langt mindre end det sociale element.
På generalforsamlingen glædede Harrie Horsmans sig over, at fodboldafdelingen har formået at holde fast i en stor gruppe unge medlemmer. Ingen i klubben kan huske, hvornår man sidst har kunnet stille hele tre hold i u19-årgangen.
”Fantastisk at se”
Den samme tendens ses hos pigerne, hvor en stor gruppe tidligere Brabrand-spillere i 18-19-års-alderen har fundet sammen igen, efter at de har været væk fra fodbolden et stykke tid blandt andet på grund af efterskole-ophold.
De har nu dannet deres eget hold, og det betyder, at Brabrand igen i år har hele tre kvinde-hold.
”Det er fantastisk at se, at vi som klub kan tilbyde de rigtige rammer for et fællesskab for de lokale unge. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi har knækket udfordringen med at fastholde teenagere. Det skal vi også kæmpe med i de kommende år,” sagde fodboldformand Harrie Horsmans.
Motionshold for kvinder også et stort tilløbsstykke
Også blandt de lokale unge mænd i starten af 20´erne er Brabrand IF attraktiv igen. Mange af dem har spillet i Brabrand i mange år, men var stoppet med fodboldspillet, da der kom andre ting ind i hverdagen. Men nu er de tilbage i Brabrand IF og har fundet sammen på to seniorhold i serie 5.
Det betyder, at Brabrand nu har hele fem herreseniorhold. Også her skal vi langt tilbage i tiden for at finde en periode, hvor Brabrand IF kunne stille med så mange seniorhold.
På kvindesiden har især det nystartede motionshold trukket nye medlemmer til. Hver tirsdag kl. 20 samles hele 41 nye medlemmer af idrætsforeningen til træning på kunstgræsbanen.
”Vi er selv blevet overraskede over, hvor stort et tilløbsstykke det er blevet. Vi byder de nye medlemmer velkommen. Vi har store forhåbninger til deres bidrag til fællesskabet i klubben,” sagde Harrie Horsmans.
Til gengæld er klubbens oldboysafdeling ikke så stor som tidligere. Med 49 aktive spillere er afdelingen halveret i forhold til tidligere år, men den er dog stadig yderst velfungerende, kunne formanden fortælle.
Kæmpe indsats af over 100 frivillige
I de yngste årgange strømmer drenge og piger fortsat til. Især initiativet Fantastisk Fodboldstart har givet mange nye medlemmer i 5-6-årsalderen. Blandt andet er det lykkedes at få pigerne til at starte tidligere end før.
Harrie Horsmans benyttede lejligheden til at takke fodboldafdelingens over 100 frivillige, som alle bidrager til det høje aktivitetsniveau.
”Uden den kæmpe indsats, vores frivillige yder, kunne vi aldrig lykkes med at holde gang i det store og velfungerende fællesskab, vi har her i klubben,” sagde han.
Nye retningslinjer på vej
De mange nye hold har som nævnt øget presset på kunstgræsbanen, der blev indviet i 2019, og det er stadig sværere for kamp- og bane-fordeler Henrik Andersen at imødekomme alles forventninger.
Den nye bane gjort det muligt at spille udendørs fodbold året rundt, og især i vinterhalvåret er der trængsel på banen. Ofte må hele tre hold træne samtidig på banen for at få planen til at gå op.
Bestyrelsen arbejder lige nu på nogle nye retningslinjer, der kan optimere brugen af banen, uden at nogle hold vil opleve, at de får reduceret adgang til at spille fodbold.