I 2015 flyttede familien Pellerin til Brabrand fra Canada. Planen var, at de ville blive i 1-2 år, men først nu, efter 6 år, har familien besluttet at vende hjem til Canada igen. André Pellerin har skrevet dette afskedsbrev til alle i Brabrand.
Kære Brabrand,
For næsten seks år siden flyttede min kone, to unge døtre på 1 og 3 år og jeg til Brabrand fra vores hjemland Canada på grund af mit arbejde på Aarhus Universitet. Vores plan var at blive i Danmark i et eller to år. Seks år senere, og nu imens hjemrejsen til Canada hastigt nærmer sig, ser jeg tilbage og spekulerer på, hvordan tiden fløj afsted, og hvad der præcist fik os til at blive her så meget længere end planlagt.
De første par måneder var en tid med tilpasning til et nyt sted, en ny kultur og et nyt sprog. Det var, forventeligt nok, udfordrende. Tre måneder efter ankomsten til Danmark fandt min kone et job hos Vestas. Langsomt voksede vores sociale kreds, og vores liv blev rigere. Vi nød vores nye liv i et fremmed land, men det var netop det – et fremmed land. Men, alligevel, undervejs gik Danmark fra at være et fremmed land til et sted, hvor jeg føler, at jeg hører hjemme.
Under denne overgangsfase fra Canada til Danmark blev vi ubarmhjertigt hjulpet af min nye chef, Bo Barker Jørgensen, der tilfældigvis også boede i Brabrand med sin kone Inga Barker Jørgensen. Inga og Bo hjalp os med at navigere i det danske system og var et gæstfrit og velkommende sted at besøge i mange år. Da det tog vores yngste datter længere tid end forventet at begynde at tale dansk, var det Inga, der tilbød at tage hende en dag om ugen til en-til-en-interaktion på dansk. Sammen tog de på skovture, til et legehus og lavede dansk mad sammen. Vores to børn elskede dem og kaldte Inga og Bo deres danske bedsteforældre. Vi står i gæld til både Inga og Bo for deres fortsatte støtte i løbet af de sidste seks år.
Vi var faktisk så heldige at have to sæt danske bedsteforældre. Fra dag ét boede Dorte og Bente Ploen tilfældigvis lige ved siden af og var tilfældigvis de bedste naboer, som en familie kunne håbe på. Det er et tilbagevendende tema hos danskerne, at de ustoppeligt prøver at hjælpe på enhver måde, de kan. Dorte og Bente var tro mod denne stereotype. De var vores go-to-people, hver gang vi havde brug for hvad end en ung familie måtte have brug for. Børnene havde så meget skæg med at gå over til deres hus og charmere sig til at låne det elektriske piskeris for at lave en kage, når vi besluttede, at det ville være vanvittigt at købe en, når det nu gav dem en undskyldning for at besøge deres ”bedsteforældre”.
Dorte og Bentes hjem er fyldt med ekstremt interessant kunst og legetøj, der kan optage børn og voksne i timevis. Hver gang vi havde gæster fra Canada, inviterede Dorte og Bente os alle sammen til middag, og ALLE følte sig straks velkomne. Dorte og Bente inviterede os faktisk ofte til middag, ikke kun når vi havde gæster. Det fjernede stresset der af og til opstår med at skulle håndtere aftensmad i hverdagen, men det introducerede os også til de mest kendte danske retter og begivenheder – julefrokost, påske, eller krabbe fra Nordjylland. Åh, nævnte jeg, at Dorte fremstiller de bedste Gin and Tonics, eller at Bentes gløgg er stærk nok til at gøre dig beruset med kun ét glas? Hvis verden kunne fyldes med åbne og venlige mennesker som Bente og Dorte, ville det være et bedre sted. Tak fordi I boede ved siden af os i seks vidunderlige år.
En skelsættende tid for vores familie var vores første datters indtræden i Hans Broges Parken Børnehave tilbage i efteråret 2015. Det var der, at det blev tydeligt, at der var noget meget anderledes – og godt – ved vores adoptivmiljø. Den stive struktur og disciplin, der er sædvanlig i en tidlig alder i Canada, blev erstattet af frihed, respekt og tillid. Vi kunne ikke tro, at børnehaven ikke havde barrierer for at forhindre børn i at løbe væk. “Løber ikke børnene væk?” spurgte vi pædagogen. Det var kun med tiden, jeg forstod, at børn ikke havde nogen grund til at løbe væk, fordi pædagogen opbyggede et tillidsforhold.
Vores børn trivedes i denne atmosfære og elskede den, og derfor gjorde vi også. Gennem den afslappede, men utroligt kompetente tilgang hos børnehavepædagogen lærte vores børn dansk, og vigtigst af alt, integrerede de sig i dansk kultur og trak os med ind i det. Uden at vi rigtigt talte dansk, kendte vi snart ordene til danske klassikere som Lars Lilholts ”Kald det kærlighed”, Kim Larsens ”Jutlandia” og Birthe Kjærs ”Vi Maler Byen Rød”. Vi spiste spinatpasta og boller i karry til middag.
En af de mest hyggelige aktiviteter arrangeret af børnehaven er lanternefesten før jul. Her kommer forældrene hen sent på eftermiddagen og spiser pebernødder, som børnene lavede selv (med Mariannes hjælpende hånd), og drikker varm gløgg ved ildstedet. Det var en begivenhed at se frem til, og noget, vi vil huske resten af vores liv. Vi er taknemmelige over for Hans Broges Parken Børnehave for at starte vores families integrationsproces og give os en fornemmelse og en smag for dansk kultur. Tak “lille” Kirsten, “guitar” Kirsten, Susanne, Margit, “Ulve” Jette, Vinni, Eva og Marianne.
Med vores døtres indtræden i det danske skolesystem har vi fået mange dygtig skolelærere og SFO pædagoger i Engdalskolen. Men det var også den daglige interaktion med forældre, der udvidede vores sociale kreds på en meningsfuld måde. Det er fra disse forhold, at vi fik en følelse af tilhørsforhold og følte os virkelig som en del af samfundet.
Jeg husker det første skoleår, hvor forældre arrangerede ”forældrefest”. Jeg troede, det ville være den mest forfærdelige, akavede oplevelse, og jeg gik modvilligt op til Martin og Kristina Öbrink-Hansens hus til begivenheden. Der fandt jeg venlige mennesker med en ægte interesse for menneskene omkring dem, og det var en begivenhed, der bragte folk sammen og gav dem lov til at oprette forbindelser, som ellers ikke ville være blevet dannet. Fra forældrene i og omkring Brabrand byggede vi de mest meningsfulde relationer, der fik os til at føle os som en del af Brabrand-samfundet. Det var mennesker, der naturligt var altruistiske, pålidelige og utroligt hjælpsomme.
Maja og Søren Lund, da de lærte, at vi ville fejre jul alene, inviterede os ind i deres hjem og familie til julefester. De glædede sig over at vise os den traditionelle danske julemiddag og den “rigtige” måde at lave rødkål og brunede kartofler på. Dette blev med det samme en tradition, og inden for et år var det forventet, at vi ville være til stede til julefesterne. I lang tid havde vi også en tradition for, at børnene så Disney Sjov hjemme hos dem om fredagen, imens vi sad og drak et glas vin for at fejre ankomsten af weekenden. Tak Maja og Søren.
Det var forældrene til vores børns venner, som vi følte den mest naturlige forbindelse med. Måske var det fordi vi alle var i en lignende livsfase – vi kæmpede alle for at skabe balance mellem arbejde og familieliv. Vi havde vores liv med middage med venner, weekender i sommerhuse, camping ude i Mols eller i True skov, vores børns sportsaktiviteter, Politi og Røvere på Udsigten legeplads eller skattejagt i Hans Broges skov.
Alt dette var en del af vores ugentlige liv, og vi elskede hvert minut af det. Tak Nick og Mette Skjøtt, Niels og Vibe Rübner Pettersen, Maria Pertl og Finn Andersen, Jacob og Jagusia Møller Sørensen, Thomas og Lisa Overgaard Kjeldsen, Karen og Niels Hviid, Rebekka og Simon Haastrup, Karine og Claus Schovgaard Rasmussen, Mads og Siri Stokholm Carlsen. Der er for mange familier til personligt at takke. Tak til alle de familier, som vi interagerede med i de sidste seks år. I er alle en del af et stort samfund, som vi elsker.
Da vi havde været i Danmark i to år, forstod jeg lidt dansk, men kunne ikke sige et ord uden at være ekstremt skamfuld over, at jeg havde boet i Danmark mere end to år og ikke kunne tale dansk bedre end jeg gjorde. Mine to døtre talte mere flydende dansk end deres eget sprog (fransk), og min kone var meget bedre end jeg. Jeg var og er stadig den begrænsende faktor i vores integration. På et tidspunkt i 2018 besluttede jeg, at det var nok. Jeg havde brug for at lære dansk.
Jeg tilmeldte mig danskundervisning på FOF to gange om ugen. Inden for vores lokalsamfund fandt jeg også mere hjælp, end jeg kunne klare. Efter at have hørt om mit nye danske kald, inviterede Martin og Kristine mig straks til at spise middag med dem en gang om ugen for at forbedre mine danske færdigheder. Maja var så tålmodig og talte dansk med mig, selvom jeg kæmpede for at finde de rigtige ord og udtalen, Bo, Inga, Bente, Dorte, Niels, Vibe, Maria og mange andre skiftede alle til dansk natten over og inden for seks måneder var der ingen grund til at skifte tilbage, fordi jeg havde nået et niveau, der var acceptabelt.
I begyndelsen af 2020 blev COVID-19-pandemien en foruroligende skygge over hele verden. Jeg lavede feltarbejde i Alaska med mit arbejde, da den generelle panik ramte. Jeg skyndte mig hjem på det, der føltes som den sidste flyvning, før verden kollapsede. Der blev gennemført strenge lockdown-foranstaltninger, og en uendelig strøm af frygt emmende fra nyhederne. For nogle har det sidste år været en rædselshistorie. Det kunne det bestemt også have været for os, men det var det ikke.
Faktisk skabte de sociale begrænsninger, selvom de forstyrrede en del af vores liv, også en mulighed for tættere, mere meningsfulde bånd til nogle af menneskerne omkring os og et liv i en anden, mere lokal skala. I løbet af 2020 og 2021 begrænsede vi sociale interaktioner og begrænsede os i vid udstrækning til en anden familie, som vi kom meget godt ud af det sammen med. Sammen fejrede vi alle begivenheder; fødselsdage, påske, nytårsaftens fyrværkeri og ofte fandt vi bare undskyldninger for at fejre og se hinanden. I løbet af året bestræbte vi os på at få børnene ud så meget som muligt, og opfandt spil i Hans Broges skov, på Udsigten legeplads og hjalp hinanden med opgaver og gennem usikkerheden.
Det er forbløffende, hvordan man fortsætter med at trives, når blot man har sin familie såvel som Niels, Vibe og deres tre vidunderlige børn omkring sig for at gøre dagen lysere. Aldrig før havde vi chancen for at komme så tæt på en anden familie, og vi er taknemmelige for det venskab, der gjorde dette sidste år til det bedste i vores lille families liv.
Men nu er det med blandede følelser, at vores familie har taget beslutningen om at flytte tilbage til vores hjemland, Canada. Jeg håber, vi tager den rigtige beslutning. Jeg håber, at I kan forstå vores beslutning. Jeg håber også, at de foregående afsnit gjorde det åbenlyst, at vi føler os velkomne i dette samfund, og at I er et specielt sted, der ikke forekommer overalt.
På trods af at jeg har boet i Canada i 32 år, føler jeg, at jeg tilhører dette samfund her i Brabrand mere end alle andre steder, jeg har boet. Det er denne følelse af tilhørsforhold, mere end noget andet, der fik os til at blive her så meget længere end oprindeligt planlagt. Dette samfund investerede fra dag 1 i at opbygge relationer med os uden at forvente noget til gengæld, og det er virkelig et privilegium at have været en del af det.
Jeg vil savne den følelse af fællesskab og den naturlige drivkraft hos næsten alle omkring os for at være hjælpsomme og være involveret. Tak til vores samfund omkring Brabrand – tak for seks forbløffende og livsdefinerende år.
Kærlig hilsen,
André Pellerin, Elyse Lussier og børn
