Hvad byder fremtiden på i foreningslivet, når det er stort set umuligt at få folk til at hjælpe med selv ganske simple opgaver? Spørgsmålet stillede forperson Janni Kikkenborg Rossel, Brabrand IF Gymnastik, på mandagens generalforsamling.
På sidste års generalforsamling afløste Janni Kikkenborg Rossel Kirsten Lundsgaard som forperson i Brabrand If Gymnastik. Og det blev på flere punkter et ganske anderledes år, end hun havde tænkt sig.
”Jeg havde – og ja, den har jeg stadig – en ambition om, at gøre foreningen mere dynamisk og fleksibel, for at imødekomme den faktiske hverdag hos folk i Brabrand – hos især børnefamilier og de unge. Jeg vil gerne gøre vejen fra tanke til handling kortere og nemmere. Jeg vil gerne skabe plads til den gode idé og se, om vi kan skabe flere arrangementer og tiltag i fællesskab.”
Men pludselig måtte hun og de andre bestyrelsesmedlemmer ændre planer. Da Aarhus Kommune pludselig meddelte, at de to gymnastiksale ved Engdalskolen skulle energi-renoveres, måtte der tænkes hurtigt. Løsningen blev seks ugers ophold i City Vest. ”Utraditionelt, men funktionelt,” beskrev hun det.
Og så var der årets helt store hovedpine: Mangel på frivillige, mangel på instruktører, mangel på forpligtelse.
”Det halter i den grad med hænder. Det er desværre en landsdækkende tendens efter corona, at folk passer på deres fritid på en helt anden måde end før. Det er sværere end nogensinde at finde bestyrelsesmedlemmer og frivillige til selv små opgaver,” sagde hun på generalforsamlingen.
”Jeg ved godt, at bestyrelsesmennesker aldrig har stået i kø, men skulle prikkes – men tro mig, jeg har i år prikket og prikket… uden held. Det skal ikke blive en klagesang fra min side, og de fleste af jer, der sidder her i aften, har lagt mange timer i foreningen. Og tusind tak for det!”
Janni Kikkenborg Rossel gjorde det klart, at det bliver svært at opretholde en forening uden frivillige, der vil lægge timer i den.
”Der er ikke noget værre, end at skulle til at skrive “trusselsbreve” for at få folk i tale. Men ikke desto mindre har jeg måttet gøre det i forbindelse med redskabsflytningen fra City Vest og retur til Engdalskolen. Der meldte sig 4 personer til at hjælpe. Det var en hård nyser at få i hus. Og bagefter fik jeg flere henvendelser, at havde de vidst, at vi faktisk manglede hænder, så havde de meldt sig… Den lader vi lige stå der!”
Men hun havde også flere positive ting at fortælle: Medlemstallet er nu næsten tilbage på samme niveau som før corona-nedlukningen.
”Vi kan mærke, at folk i Brabrand virkelig gerne vil gå til gymnastik. Så vi har forsat et godt fundament at arbejde videre på,” sagde hun.
Storstilet arrangement mandag d. 8. maj
Hun kunne også fortælle om mange positive ting fra 2022:
- Gymnastikafdelingen kunne efter corona igen holde forårsopvisning igen med stor opbakning.
- En gruppe rytmekvinder deltog i DGI´s Landsstævne i Svendborg.
- Afdelingen har fået flere timer på Sødalskolen.
- Brabrand IF Gymnastik har fået penge af Aarhus Kommune og Salling Fondene til et storstilet idrætsarrangement, som skulle være afholdt i oktober, som nu bliver mandag d. 8. maj.
”Og så er hovedbestyrelsen gået ind i arbejdet om at finde en løsning på vores pladsudfordringer. Der er andre afdelinger, der også mangler plads. Vi er sammen i gang med at se på en ambitiøs udvidelse af Brabrand Hallen, så vi kan samle os et sted. Jaka er så godt som lagt i graven, men vi er åbne for de muligheder, der byder sig, for vi mangler plads og pænere rammer,” sagde hun.
Årets forårsopvisning afvikles i øvrigt d. 22. april.