Weekend for weekend svinder håbet om, at Brabrand IF redder endnu en sæson i 2. division. Lørdag blev det meget værre for holdet, da det blev 1-2 mod Fremad Amager. Og ekstra hårdt var det nok, at den tidligere Brabrand-spiller Kasper Andersen afgjorde kampen med sit mål til 2-1.
Brabrand kunne lørdag med en sejr på Amager have forøget spændingen i bunden af 2. division – men bare seks minutter før tid slukkede den tidligere Brabrand-spiller Kasper Andersen lyset for sine holdkammerater gennem mange år, da han scorede sejrsmålet for sin nye klub, Fremad Amager.
Brabrand IF kunne ikke nå at stoppe den blødning og måtte gå fra banen med et nederlag på 2-1. Hermed er situationen virkelig slem for Brabrand, der med fem kampe igen har fem points op til FA2000 på tredjesidste-pladsen.
Det var en ond skæbne for Brabrand, der gik ud til kampen med kolossal energi og fightervilje. Og selvom en stor del af angrebsspillet igen virkede lidt kaotisk og tilfældigt, fik holdet skabt nogle pæne muligheder.
Meget sigende for Brabrands manglende offensive kvaliteter var det den unge forsvarsspiller Rasmus Kirkegaard Jensen, som var sit holds farligste spiller i første halvleg. To gange testede han den tidligere topmålmand Mikkel Andersen med lumske skud.
Det var bestemt ingen flot fodboldkamp, tilskuerne i Sundby Idrætspark blev vidne til. Den ene duel efter den anden udspillede sig over alt på banen, og her var Brabrand-spillerne typisk mest ihærdige og konsekvente.
Hjemmeholdet mistede allerede midt i første halvleg deres kreative dynamo, Matin Alatlassi, som skadet måtte udgå, og Fremad Amager havde svært ved at sætte kreative tiltag op mod Brabrands solide forsvar.
I den anden ende headede Brabrands angriber Mathias Laursen lige før pausen på overkanten af overliggeren – og det var åbenbart en advarsel til Fremad Amager. For straks efter pausen kom føringsmålet til Brabrand.
Et hjørnespark endte bagest i feltet ved Marcus Bay, som endelig fik udbytte af sin gode sparketeknik og sendte Brabrand på 1-0.
Isoleret i bunden
Der fulgte flere fine opløb for Brabrand, og blandt andet var Simon Vesterbæk tæt på med et godt skud. Men Brabrand var generelt for tandløse – og så kom Fremad Amager ind i kampen igen.
Indskiftede Alexander Johansen flåede Brabrands højreside op og kunne lægge bolden til rette for unge Marius Papuga, der let kunne score til 1-1.
Og så faldt afgørelsen som nævnt til sidst, da Brabrands tidligere midtbane-es Kasper Andersen, som nu spiller for Fremad Amager, listede ind bag sine tidligere holdkammerater og med vanlig kølighed sendte bolden i mål til 2-1.
Men det der rigtig gjorde ondt på Brabrand-holdet var, at rivalen FA2000 samtidig slog Thisted FC 4-2 og hermed tog et gevaldigt skridt væk fra nedrykningsstregen.
Her er Brabrand og Thisted nu mere eller mindre isoleret, som det fremgår af stillingen her nedenfor.
Næste lørdag kl. 14.00 kommer Skive på besøg i Brabrand, og så får de blåblusede endnu en chance for at rette lidt op på tingenes tilstand.