På bare ét år har Sødalskolen mistet hver femte elev. Antallet af elever på skolen var i september 2022 306, mens det ét år senere var faldet til 241 elever. Skoleleder Irina Frello Hansen har bedt Børn og Unge-forvaltningens analyseteam om at undersøge, hvorfor skolen vælges fra.
Det har været et turbulent år for Sødalskolen. I henholdsvis marts og april sidste år fratrådte den daværende skoleledelse, Karen Henriette Jessen og Mikkel Holm, deres stillinger. Og frem mod sommerferien 2023 forlod hele 65 elever skolen.
Det har efterladt den nye skoleledelse, skoleleder Irina Frello Hansen, viceskoleleder Anne Brøns Kruse og indskolingsleder Simon Frank Nielsen, med et stort genopbygningsarbejde.
Irina Frello Hansen forklarer, at skolen især op mod sommerferien oplevede et stort fald i elevtallet. Det skete i forbindelse med, at ikke alene den daværende skoleledelse forlod skolen, men også andre i personalegruppen sagde i løbet af første halvår af 2023 op – nogle for at tiltræde lederjobs på andre skoler.
”Der var et sammenfald i personer, der stoppede næsten samtidig. Jeg kan sagtens forstå, at man som forældre så tænker: ”Hvad er det der sker?” Der opstod hurtigt nogle rygter om, at skolen måske var ved at lukke.”
Selvom skolens nye leder helt kunne afkræfte rygterne om en lukning, betød usikkerheden tilsyneladende, at en del forældre valgte at flytte deres børn til andre skoler.
”Samtidig har der været forældre, der har flyttet deres børn, fordi de var utilfredse eller bekymrede for, om skoletilbuddet på Sødalskolen var godt nok, og der har været elever, der stoppede, fordi deres familie flyttede væk fra lokalområdet.”
Hun oplyser, at der har været en overvægt af fraflytninger i skolens ældste klasser, hvor det derfor har været nødvendigt at lægge klasser sammen. Det kan så yderligere have ført til flere flytninger.
Flere elever er vendt tilbage
Irina Frello Hansen ser især et behov for, at skolen styrker kommunikationen med forældrene og til lokalsamfundet om, hvordan skolen arbejder.
”Måske kunne nogle af fraflytningerne være stoppet, hvis vi havde vi haft en tidlig dialog om forældrenes bekymringer, og hvad vi som skole gør for deres børn. Vi vil fremover være meget opmærksomme på, hvordan vi som skole bliver bedre til den del,” siger hun og tilføjer:
”Vi kan dog se, at nogle elever allerede er vendt tilbage til Sødalskolen igen. De ville tilbage til deres venner, og de vante omgivelser. Det er en stor ting at skifte skole, og det bedste vil være, hvis børnene kan undgå det skifte.”
Hun tilføjer, at skolen ligeledes skal blive bedre til at fortælle om den gode undervisning og SFO-aktiviteter, der finder sted på skolen hver dag. Den del er skolebestyrelsen ligeledes optaget af.
Spørgeskema og interviews
Sødalskolen er yderligere udfordret af, at søgningen til skolen har været faldende de sidste par år. I forvejen var den såkaldte egenskoleandel – andelen af skoledistriktets børn der går på den lokale skole – en af de laveste i Aarhus.
I august 2023 begyndte kun 13 elever i 0. klasse på Sødalskolen.
”Vi vil gerne være den foretrukne skole for lokalområdets familier, og derfor har vi bedt analyseteamet i Børn og Unge om at undersøge, hvorfor skolen vælges fra, når distriktsleverne skal starte i skole,” fortæller Irina Frello Hansen.
Analysefolkene er i gang med at interviewe forældre i indskolingen og medlemmer af skolebestyrelsen. Desuden sendes spørgeskemaer ud til alle lokale forældre, der de sidste fem år har valgt en anden skole end Sødalskolen, da deres barn skulle starte i skole.
”En del har allerede svaret, og flere har tilkendegivet, at de gerne vil ringes op for yderligere kommentarer. Det vidner for mig om, at forældre i området faktisk gerne vil vælge den lokale folkeskole, men at der er nogle bekymringer, som vi må forholde os til,” siger hun.
Sødalskolen ønsker blandt andet at styrke samarbejdet med de lokale dagtilbud. Hun håber, at tidlige besøg på skolen kan være med til at rydde fordomme og bekymringer af vejen.
”Børn får ofte gode venner i børnehaven, og vi kan som den lokale skole imødekomme ønsker om, at børnene kan komme til at gå i klasse sammen.”
Irina Frello Hansen erkender, at det bliver et langt sejt træk at ændre udviklingen. Hun håber først og fremmest, at skolen kan bevare det nuværende antal elever, og at Sødalskolen gradvist vil få en øget opbakning i lokalsamfundet.