Man kan mærke energien igen på Brabrand Stadion. Her er et fodboldhold, der både vil og kan noget. I lørdagens kamp mod Aarhus Fremad var det dog ikke helt nok mod et velspillende nabohold fra Aarhus Fremad, der sejrede 3-2. Til gengæld fik Brabrands andethold den første sejr efter oprykningen til danmarksserien.
”Velkommen til udkants-Aarhus”, lød det fra Brabrands sportschef Andreas Rasch-Christensen, da spillerne fra Aarhus Fremad løb på banen.
Forskellen mellem de to klubbers økonomiske formåen bliver jævnligt fremhævet af Brabrands sportslige ledelse, men denne lørdag var det med et drillende tonefald, at Fremad-spillerne blev kaldt ”de velbjærgede fra nordbyen”.
Det så dog fra starten ud til, at det rent faktisk fra Fremad, der kom ind til kampen med flest ressourcer, og der var ikke spillet mange minutter, før gæsterne kom foran på et mål, som flere i Brabrands defensiv nok ærgrede sig over efterfølgende.
Fremad-angriberen Søren Andreasen fik frit skud og fik sendt et forsøg af sted, der var så tilpas drilsk, at Brabrands målmand Can Dursun ikke kunne holde bolden ude af målet. 1-0 til gæsterne, og de to hold lignede i den periode, det de er for tiden: Lillebror og storebror. Men det kan man i fodbold ofte ændre på, hvis man er tilstrækkelig dedikeret.
Og det var Brabrand-holdet pludselig, dér midt i første halvleg. Først oplevede de 619 angrebsspil af en klasse, man ikke har været forvænt med længe. Lynhurtigt kombinerede Brabrandspillerne sig igennem med førstegangs-afleveringer, der til sidst sendte Kasper Andersen alene igennem, og han scorede usvigelig sikkert til 1-1.
Det gav tilsyneladende Brabrand endnu mere tro på tingene, og med en imponerende vedholdenhed åd hjemmeholdet sig ind i kampen og var i den periode både kreativt og arbejdsmæssigt det bedste hold på banen.
Det gav også et føringsmål: Efter et hjørnespark fastholdt Brabrand bolden foran Fremads mål, selvom de stribede gæster gjorde alt, hvad de kunne for at få den væk. Den endte hos Christoffer Maul Pedersen, som tæt på mål bankede bolden op i nettaget til 2-1.
Brabrand i skruetvingen
Her begyndte Aarhus Fremad igen at overtage kontrollen med kampen. Gentagne gange flåede Fremad Brabrands forsvar op, og det endte med flere store måltilbud, hvor Brabrands målmand Can Dursun måtte hive pragtredninger frem.
Til gengæld så samme Dursun lidt tung ud, da Fremads Frederik Rieper sendte et hovedstød mod mål – og bolden sneg sig i mål ude ved stolpen.
2-2 var stillingen efter en forrygende første halvleg med fodbold-lækkerier i begge ender af banen.
Det fortsatte desværre ikke efter pausen, hvor kampen længe stod og vippede – indtil Fremads Søren Andreasen tog sagen i egen hånd. Efter et brudt Brabrand-opspil stormede ham ned mod Brabrands mål med bolden for fødderne, og da ingen rigtig var klar til at imødegå ham, sendte han bolden fladt i mål. 3-2 til gæsterne.
Det ville Brabrand gerne ændre på, men i det sidste kvarter var det, som om de blåklædte spillere sad fast i en skruetvinge. De kunne ganske simpelt ikke dirke Fremads forsvar op. Når sandheden skal frem, var hjemmeholdet ikke i nærheden af point i den sidste del af kampen.
”En super fed kamp”
Derfor måtte Brabrand sluge endnu et hjemmebane-nederlag, og det ærgrede blandt andre holdets nye angrebsprofil, Christoffer Maul Pedersen, som scorede for tredje kamp i træk og af publikum blev kåret til kampens spiller.
”Jeg står stadig med følelsen af, at der måske kunne have været noget mere i det for os. Vi gør mange rigtige ting – og i perioder får vi lukket godt ned for dem, og jeg synes, vi har fin ære af kampen. Men Fremad spiller god fodbold i perioder. De gør det godt,” sagde Christoffer Maul Pedersen.
Han oplevede dog, at Brabrand i perioder fik lagt det tryk på modstanderne, der skal være holdets kendetegn:
”Vi skal være svære at spille imod, og det synes jeg, man er rigtig gode til her i Brabrand. Det er fedt at være en del af. Der er selvfølgelig mange nye, og vi skal lige lære hinanden at kende, men jeg synes egentlig, at vi gør det hæderligt,” sagde målscoreren, som på holdet går under kælenavnet ”mini”, selvom han faktisk er 1,85 høj.
”Det er et levn fra min ungdomstid, hvor jeg ikke var så stor. Men det er hængt ved, og jeg er egentlig glad for det,” sagde han.
Han er kommet til klubben fra Skive IK og kører til Brabrand fra Viborg, hvor han bor.
”Jeg kendte Tom og nogle af spillerne, og jeg hørte, at der var plads til mig her i Brabrand, og at jeg ville få en rolle og komme til at spille en masse fodbold her. Og en dag som i dag bliver jeg virkelig bekræftet i, at det var et rigtigt valg. Det var en super fed kamp at spille mod rivalerne herude.”
Danmarksserien: Hedensted-Brabrand 2-3
Mens slaget bølgede frem og tilbage på Brabrand Stadion, hentede Brabrands danmarksseriehold sin første sejr efter oprykningen. Det skete i Hedensted, hvor indskiftede Henry Cromack scorede sejrsmålet til 3-2 i det absolut sidste minut.
Hedensteds Mirsad Suljic havde ellers bragt hjemmeholdet foran i første halvleg, mens Brabrands Morten Ostenfeld hurtigt udlignede inden pausen.
Straks i anden halvleg sørgede Brabrands Henrik Borup for en 2-1-føring, men Hedensteds Suljic udlignede, inden Brabrand altså til allersidst løb med de tre points.