Østjyllands Politi havde tirsdag aften både patruljebiler, motorcykler og cykelbetjente i spil, da de lavede en målrettet indsats mod vild knallert- og motocrosskørsel i Brabrand, Tilst, Hasle og Viby.
Flere borgere har gennem længere tid været generet af unge mænd, der har kørt vildt og skabt utryghed på veje og stier i områderne. Politiet har løbende været til stede for at dæmme op for kørslen, og tirsdag aften samledes en del betjente i en koordineret indsats for at få fat i nogle af de utryghedsskabende unge.
Det endte med i alt 37 sigtelser for diverse færdselsovertrædelser, og flere motocrossere og scootere blev beslaglagt, da det formodes, at de er stjålet. Enkelte af sigtelserne gik også til bilister, som ikke overholdt færdselsreglerne.
Politikommissær Amrik Chadha lover, at gårsdagens indsats bliver gentaget.
“Børn og voksne skal kunne færdes trygt uden at være bange for at blive kørt ned af scootere eller knallerter, der kører alt for stærkt. Det skaber utryghed, når der bliver fræset rundt på stier og veje uden tanke for andre mennesker. Vi laver fortsat løbende kontroller i området, og jeg kan love, at det ikke er sidste gang, at vi laver en større indsats på samme vis”, siger politikommissæren.
De mange sigtede kan nu se frem til at få hilsner fra politiet i form af bøder.
Resultatet af indsatsen:
4 indbragte motocrossere
2 indbragte scootere
2 indbragte el-cykler
1 x uindregistreret knallert
3 x manglende forsikring knallert
4 x ej anvendt styrthjelm
1 x manglende førerret (stor knallert)
2 x befordring af passager på knallert
1 x overtrædelse af anvisninger for færdslen
1 x konstruktiv ændret lille knallert
1 x brugsstjålet knallert
1 x ulovlig knallert
1 x hitteknallert
1 x barn ej fastspændt i bil (klip)
3 x ej anvendt sikkerhedssele
1 x overhaling spærrelinje (klip)
2 x ej medbragt kørekort til bil
1 x fremkørsel mod rødt lys (bil/klip)
3 x anvendelse af håndholdt mobiltelefon (bil)
1 x kørsel i frakendelsestiden (bil)
1 x hastighed (bil/betinget frakendelse)