
Fem unge badmintonspillere fra Brabrand blev ikke danmarksmestre, men blev en stor oplevelse rigere, da de i sidste weekend deltog i DM for hold på Vestfyn. Det var første gang, Brabrand IF Badminton havde et hold med til et DM-stævne.
Det startede helt forrygende, da Brabrand lagde ud med at slå holdet fra den legendariske badmintonklub KBK fra København med hele 5-1.
Men herfra var modstanden for stor for de fem U15-spillere fra Brabrand, Magnus Bergstrøm, Nicki Christensen, Parsa Zaer, Noah Nielsen og Agnes Gammelgaard, der for første gang repræsenterede Brabrand ved et DM-stævne for hold.
Det foregik i Ejby Hallerne på Fyn, hvor de spillede tre kampe lørdag og to kampe søndag. Hver kamp bestod af fire singler og to doubler.
”Alle kampene var meget spændende. De var alle fem rigtig gode til at blive ved med at kæmpe for det, og flere gange lykkedes det til sidst at hente de sidste points, der skulle til for at vinde et sæt,” fortæller holdleder Dan Nielsen.

Undervejs mødte Brabrand også ærkerivalerne fra Tilst. De to hold var allerede mødtes to gange i sæsonen og havde vundet en kamp hver. Men denne gang var det Tilst, der snuppede sejren – igen i et meget jævnbyrdigt opgør.
”Spillerne havde glædet sig rigtig meget til at være med, og det var også spændende kampe. Men det var også en hård weekend, og de var virkelig trætte til sidst,” siger Dan Nielsen. Men oplevelsen har dog givet mod på mere, fortæller han:
”Det lyder til, at de er meget interesserede i at spille holdkampe igen i den nye sæson efter sommerferien.”