
I seks uger har lyset været slukket hos Ibens Kaffehus på Hovedgaden. Iben og Sten Benjaminsen har i mellemtiden sagt nej til en begravelsesforretning og en tegnestue. I stedet var der torsdag aften stor opbakning til at etablere en andels-virksomhed, der skal drive kaffehuset fremover.
“Hvor mange her vil være interesseret i at tegne en andel, hvis prisen er 1000 kr.?”
En skov af hænder fløj i vejret blandt de ca. 50 fremmødte i det snævre mødelokale i Folkehuset Brabrand. Mødets initiativtagere talte 45 opstrakte arme.
Der var masser af kritiske spørgsmål og kommentarer, da de tre initiativtagere til torsdag aftens møde, Ziva Halkjær Bang, Berit Haugsted og Joke Habben, præsenterede ideen om at stifte et andelsselskab med begrænset ansvar, A.M.B.A., der skal drive kaffehuset videre.
Men da det kom til stykket, var opbakningen til initiativet stor. Målet er i løbet af foråret at indsamle mindst 300.000 kr. i startkapital via andele tegnet af lokale borgere og virksomheder samt sponsorater.
De tre initiativtagere fortalte hver især om deres personlige forhold til Ibens Kaffehus, der nåede at eksistere i fem år, før stedet lukkede.
“Jeg har boet i Brabrand i 26-27 år og har altid oplevet Hovedgaden som virkelig kedelig. Men så kom Ibens Kaffehus, og stedet var virkelig med til at skabe liv i gaden,” lød det blandt andet fra Berit Haugsted. Og Joke Habben fulgte op med ordene, der blev gentaget i løbet af aftenen:
“Kaffen er metoden – fællesskabet er målet!”
Ideer til at øge omsætningen
De tre initiativtagere foreslog selskabs-konstruktionen A.M.B.A., fordi den er velegnet til at rumme et demokratisk foretagende som kaffehus-projektet, fortalte Joke Habben:
“Man køber en andel og blive medejer og får indflydelse. Andels-selskabet er demokratiets grundsten: Hver person har én stemme på den årlige generalforsamling, så ingen kan købe sig til magten,” sagde hun.
En bestyrelse valgt på den årlige generalforsamling skal stå for driften sammen med en ansat daglig leder. Men vagtplanen vil først og fremmest blive besat af frivillige.

Med torsdagens opbakning i ryggen er det de tre initiativtageres plan at indkalde til en stiftende generalforsamling d. 30. april. Derefter kan personer og virksomheder tegne andele.
På mødet blev det foreslået, at de personlige andele bliver på 1000-2000 kr. og virksomhedsandelene på 5-10.000 kr. Andelskapitalen skal finansiere opstarten.
Blandt andet er det planen, at det nye selskab skal overtage kaffehusets inventar, møbler, kaffemaskiner, fryser m.m. for samlet 150.000,-. Desuden skal der indbetales tre måneders depositum til husets ejere, Iben og Sten Benjaminsen. Den månedlige husleje vil være 11.000,-
“Vi har endnu ikke været langt nede i detaljerne. Men vi har haft nogle gode snakke med Iben og Sten, og vi har en del ideer til, hvad man kan gøre for at øge omsætningen i forhold til tidligere – måske en ugentlig aften-åbning eller forskellige arrangementer i caféen,” fortalte Berit Haugsted.
Nej til begravelsesforretning og tegnestue
På mødet deltog også Iben og Sten Benjaminsen, og sidstnævnte fortalte, at de undervejs har fået to tilbud om at overtage lokalerne – fra en begravelsesforretning og en tegnestue.
“Vi har sagt nej begge gange. Vi ønsker, at kaffehuset fortsat kan bevares som et mødested i bydelen,” sagde Sten Benjaminsen.
Han opfordrede i det hele taget til, at man handler hos de lokale butikker og initiativer, så man på den måde er med til at sikre, at de også eksisterer i fremtiden.
Flere af de tilstedeværende roste initiativet, og nogle meldte sig til at gå ind i arbejdet med at forberede selskabs-stiftelsen med et forslag til vedtægter og driftsbudget.
“Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, og jeg kan rigtig godt li´ baggrunden for det. Jeg vil meget gerne hjælpe i starten,” lød det blandt andet.
Umiddelbart efter mødet gik den udvidede arbejdsgruppe i gang med arbejdet, der skal lede frem til en stiftende generalforsamling d. 30. april. Hvor mødet foregår, meldes ud senere.
Der vil blive kommunikeret gennem de lokale digitale kommunikationskanaler. Desuden blev det aftalt, at der vil blive hængt informationer op i kaffehusets vindue på Hovedgaden 51.
Læs også:
Lokale ildsjæle vil danne andelsforening og genåbne Ibens Kaffehus



