Det flotte forårsvejr fik mandag i hundredevis af borgere i 8220 Brabrand til at samles til flere flot planlagte grundlovs-arrangementer. Både i Brabrand Søpark og på Fredspladsen i Gellerup var alle stole fyldt til sidste plads – og mere til.
Der er stadig en masse at sige om Grundloven, og alt det den blev skabt for. At sikre os alle størst mulighed frihed til at tænke, tro, færdes og handle, så længe vi ikke bruger friheden til at ødelægge andres frihed.
Både på Fredspladsen og i søparken var der stort fremmøde af sommerklædte folk i alle aldre. Hjemmebagt kage, friskbrygget kaffe og kolde drikke af alle slags blev i en lind strøm afsat ved de mange boder, mens deltagerne lyttede til taler om frihed, demokrati og folkestyre.
I søparken blev grundlovstalen holdt af nu forhenværende præst og provst Esben Andersen, som for en stund vendte tilbage til postnummer 8220.
Han talte både om det folkestyre, der foregår på Christiansborg, og den del af demokratiet der udfolder sig lige her, hvor vi bor.
”Sagen er jo, at du og jeg hver eneste dag i alt hvad vi siger og gør er med til at forme vores samfund. Er med til at værne eller ikke værne om vores frihed, og til at støtte eller ikke støtte dem, der har mest behov. Og være med til eller ikke være med til at bygge tillid og fællesskab, som det blandt andet sker på Gasværket, i idrætsforeningen, kirken og skolen, på arbejdspladsen, på p-pladsen, henne foran Netto, hjemme på vejen, i opgangen og hvor vi ellers færdes,” sagde Esben Andersen blandt andet.
”Det er alt det, som Grundloven også blev skabt som en ramme for. Det folkelige liv hvor vi selv bygger samfund og giver hinanden frihed og tryghed og muligheder for både at være og at gøre.”
Esben Andersen opfordrede alle til at overveje, hvordan vi hver især med vores liv og muligheder kan bidrage til, ”at det her land bliver rigt og frit og trygt og bæredygtigt også for dig?”
En vigtig helligdag
Esben Andersen kom også ind på mange af begivenhederne på den store scene, hvor folkestyre og demokrati også er på spil. Der var ord om blandt andet Ukraine-krigen, me too-bevægelsen og om forårets truende storkonflikt, der blev undgået, fordi overenskomsterne blev vedtaget med stort flertal.
Og så måtte Esben Andersen naturligvis også lige runde forårets store debat om Store Bededag.
”Jeg må også indrømme at det gennem mine 37 et halvt år som præst faktisk aldrig var gået op for mig hvor vigtig netop denne helligdag var for alle danskerne,” sagde Esben Andersen med sit velkendte lune.
”Mange konfirmationer til næste år er blevet flyttet, med alt hvad det giver af bøvl og frustrationer. Men personligt tror jeg ikke, at vi i mange år frem vil se tilsvarende tiltag. For det koster simpelthen for dyrt – af den opbakning som folkevalgte politikere heldigvis er afhængige af,” tilføjede han.
Både i søparken og på Fredspladsen krydrede fællessang og andre musikalske indslag programmet og var med til at skabe den stemningen af netop fællesskab og sammenhold, som mange af talerne handlede om. Her får du en stribe billeder fra de to arrangementer. Billederne fra søparken er alle taget af Henrik Andersen.