Det var en stor dag på Byleddet 22 i dag. Daginstitutionerne, som deler adressen, Søstjernen og Solskin holdt fest med masser af kage. Efter mange års tilløb er en ny stor daginstitution nu klar til at tage i brug.
Mange var vel begyndt at tro, at det, der var midlertidige bygninger, skulle huse institutionerne på Byleddet permanent – for planerne om nybyggeri har været næsten 30 år undervejs. Mange forhindringer har sinket byggeriet på vejen.
Daginistitutionsleder for området Gl. Brabrand, Ole Bekker, husker det godt, for han var forælder dengang for 30 år siden. Først i 2011 begyndte der at komme seriøse planer på bordet, men der var en del uro om finansieringen blandt andet via de såkaldte RULL-midler, hvilket skabte forsinkelser.
Yderligere udskydelser på et halvt år skyldtes problemer med overhovedet at finde et byggefirma, som kunne påtage sig opgaven, da det var i en periode med meget stor travlhed for byggeriet i Aarhus.
Men omsider da – nu er alt klar. Cirka 1000 kvadratmeter står klar til børneflokken på i alt 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. I dag var den officielle åbning, og dagen blev fejret med masser af kagemand, tryllerier og lignende hyggelige aktiviteter.
To institutioner deler faciliteter
Den nybyggede institution er delt i to daginstitutioner, Solskin og Søstjernen, som deler fælles faciliteter som køkken, sikringsrum mm.
”Det er en stor fordel for os, at vi har fået lov til at fortsætte den løsning med at have to institutioner, som deler fælles faciliteter. Det har samlet sparet os 400 kvadratmeter, som vi har kunnet bruge på kerneaktiviteterne for børnene” fortæller Ole Bekker.
Resultatet er blevet en daginstitution, der fremstår meget rummelig med brede gange og masser af forskellige rum, for eksempel et motorik-rum og et afslapningsrum med hængekøjer, når børnene får for meget af fællesskabet og har brug for at slappe lidt af.
Byggeriet har været planlagt, så børnene kun i 14 dage har måttet flytte helt ud. Engdalskolen og Sødalskolen kunne i den periode lægge lokaler til.
For de, der ikke i dag kunne kigge forbi, bliver der 19. januar en ny mulighed. Da holder institutionerne åbent hus.