
To år efter at entreprenør-virksomheden NCC begyndte renoveringen af 600 lejligheder på Gudrunsvej, kan de første beboere nu flytte ind. Arkitektfirmaet C.F. Møller har gentænkt Knud Blach Petersens boliger fra 1974 og har blandt andet tilført helt nye ankomstarealer og indgange til boligblokkene.
De ligner sig selv, de velkendte høje boligblokke, der ligger side om side langs Gudrunsvej. Og så alligevel ikke. I forbindelse med den igangværende renovering af de 600 lejligheder er særligt ankomstarealer og indgange på vej til at blive ændret.
“Blandt visionerne for renoveringen af blokkene har været at skabe mere liv og tryghed omkring blokkene. Det har været en af de store målsætninger i projektet,” siger Rune Bjerno Nielsen, som er arkitekt og partner i arkitektfirmaet C.F. Møller.

Forleden inviterede Brabrand Boligforening sammen med NCC og C.F. Møller til en præsentation af renoveringsprojektet og de nye løsninger i blokkene, der blev tegnet af Knud Blach Petersen og opført omkring 1974. I den forbindelse fortalte Rune Bjerno Nielsen om arbejdet med at forny blokkenes udtryk.
Med renoveringen og ombygningerne får alle boliger nye badeværelser, nye installationer samt ny ventilation, som skal sikre et godt indeklima. Udvendigt afrenses blokkenes facader, gavle efterisoleres og beklædes med nye overflader, mens vindues- og dørpartier i facader udskiftes, og alle blokke får nye tage.
Tidligere er to af de høje blokke i Gellerupparken renoveret, og nu følger altså de sidste fem, hvor de 600 boliger gennem projektet øges til 750. Det resulterer samtidig i et nyt og bredere boligmix, som i højere grad matcher boligmarkedet.
Helt konkret kommer der flere mindre og færre store boliger. Det sker ved, at to opgange i hver blok ombygges, så der bliver fire boliger på hver etage imod tre i dag.
Nyt rækkehus-udtryk med små haver og hække
Samtidig ændres de velkendte blokkes udtryk og identitet, først og fremmest ved at de tidligere gangbroer tages ned og erstattes af større og tydeligere indgangspartier, forklarer Rune Bjerno Nielsen fra C.F. Møller.
Han fremhæver seks nøgle-parametre som retningsgivende for arbejdet: Tryghed, åbenhed, synlighed, fællesskab, identitet og fleksibilitet.
“For at skabe øget tryghed skal man have en høj grad af åbenhed, og der er brug for øget synlighed. Derfor arbejder vi med det, vi kalder et bybånd, der er det areal, der ligger foran blokkene,” fortæller han.
Her har i Knud Blach Petersens udgave været gangbro med overdækket fortov med søjler og kælder-adgange nedenunder.
“Før gik man ind under gangbroen, hvor det egentlig var kælder-etagen man gik ind i. Så var det først oppe i stueplan, at blokken begyndte at åbne sig. Det vil vi gerne ændre i en mere åben og tryghedsskabende retning,” siger han.
“Vi vil gerne skabe et rækkehus-udtryk med små grønne haver og beplantede hække foran. Det betyder, at folk får set hinanden, når man bevæger sig frem og tilbage. I modsætning til i dag, hvor parkeringsarealerne er nogle mørke lommer, bliver området nu åbnet op.”

Synlighed på tværs af blokken
Tilsvarende har C.F. Møller i blokken B6, der er ved at være færdig, og mange beboere flyttet ind, introduceret nye indgange, der er store, åbne og lyse.
For at kunne lykkes med det har man måttet ombygge trappeopgangene i de to nederste etager, så de nu åbnes til dobbelthøje rum, hvor der skabes et byhusbånd med city-lejligheder – en slags rækkehuse med murede facader.
“Det har også været vigtigt at få skabt en synlighed på tværs af blokken, så når man står foran blokken, kan man kigge igennem indgangspartiet og ud til havesiden. Det giver en meget mere lys og en åben og imødekommende ankomst for alle beboerne,” forklarer Rune Bjerno Nielsen.
For at skabe forskellige udtryk i de enkelte opgange har arkitekterne arbejdet med en bred farveskala, der gør, at blokkene opleves som forskellige.
Nye mødesteder
Også fællesskaber har været et vigtigt pejlemærke i arbejdet, fortæller Rune Bjerno Nielsen. Det kommer tydeligst til udtryk i de nævnte områder foran blokkene og i de fysiske forbindelser mellem blokkene og resten af boligområdet.

“Når vi taler om tryghed og fællesskab, starter det med de nære terrasser, der ligger tæt på ens opgang, og de nederste lejligheder med direkte adgang ud til terrasserne. Desuden er der adgang ind til nyttehaverne i midten, hvor man har mulighed for at mødes på tværs af opgangene og blokkene,” siger han.
“Det handler desuden om at skabe mødesteder langs stierne, der bliver skabt langs den nordlige og sydlige del af haverne. Mødestederne bliver skabt i form af lommeparker og forbindelser til legepladser, og steder hvor man kan stå og lave mad.”

Genanvender gulve og garderobe-skabe
De involverede medarbejdere fra Brabrand Boligforening og C.F. Møller fortæller med stolthed, at der gennem hele projektet har været tænkt i bæredygtighed og genbrug, så vidt det har været muligt.
Blandt andet genanvendes de solide Juncker parketgulve i de renoverede og ombyggede lejligheder.
“I de lejligheder, som vi ikke bygger om, genbruger man de gamle garderobeskabe, da de stadig har høj kvalitet og kan klare mange år endnu,” siger Rune Bjerno Nielsen.
De gamle søjler, der har båret gangbroerne, vil blive lagt i gårdhaverne som balance-bomme eller bænke. Og de gamle trappetrin lægges i gård-miljøerne som trædesten.
Alt glas fra kasserede vinduer og døre bliver knust og genbrugt i glasuld.
Renoveringsarbejdet er lige nu i gang i blokkene B6 og B5, hvorefter det er tanken, at man vil evaluere både lejligheds-sammensætningen og det øvrige projekt, inden man går videre med blok 1, 2 og 3, fortæller projektleder i Brabrand Boligforening, Birgitte Dal.
I syv af lejlighederne i boligblokken B5 bliver beboerne boende, selvom de for længst er opsagt. Det kan du læse om onsdag.




