Gellerup Højskole er blevet til Centralen, og det nye ungdomskulturhus i Gellerup holder åbningsfest i dag kl. 14-21 på Gudrunsvej 82. Fra kl. 14-21 er der workshops, talks, langbordsmiddag og koncert. Fra 14:30-17:30 er der workshops og åbne værksteder. Kl. 17:30 – 18:30 er der fælles langbordsmiddag, og kl. 18:30 – 20:00 koncert med 4gramz / Aarhus Running Music.
Vatanspor fik ikke sikret sig førstepladsen i jyllandsserie 2 lørdag eftermiddag. I det absolutte topopgør mod Nørager Boldklub blev resultatet 2-2 på anlægget ved Sødalskolen, og det betyder, at Vatanspor fortsat ligger på anden pladsen. Nørager kom foran efter 6 minutter, men anfører Abduljabar Cumar fik hurtigt udlignet på oplæg fra Mathias Glud Laursen. Samme Abduljabar Cumar bragte Vatanspor på 2-1 tre minutter før tid, men gæsterne fik udlignet til 2-2 i overtiden.
I eftermiddag kl. 13.00 byder Æblehaven ved Brabrand Sø på trylleri-forestilling, hvor Dr. Bo tryller for alle aldre. Deltagelse er gratis. Dr. Bo kommer i øvrigt igen onsdag d. 14. oktober og søndag d. 18. oktober – begge dage kl. 13.00.
Billigblomst var forleden målet for endnu en fin bustur med beboerne på Aarhus Friplejehjem Helheden. “Denne gang var missionen helt klar: Vi skulle proviantere til Halloween! Det blev til hele 8 store græskar, som snart skal forvandles til de fineste og (forhåbentlig) mindst uhyggelige græskarlygter. Julen var allerede flyttet ind med fuld musik – og der blev derfor kigget på glimmer, glitter, sløjfer, julehjerter og alt muligt andet,” skriver plejehjemmet på Facebook.
Efter en længere periode med udfordringer med at holde Gellerupbadet åbent, er badet nu igen ved fuld styrke. Du kan se åbningstiderne i Gellerupbadet her. “Vores sauna er også åben, så kom ind og få varmen i Gellerupbadet,” skriver badet på Facebook.



