Brabrand er i gang med for alvor at blive et lokalområde, hvor du jævnligt kan opleve interessante koncerter. I de kommende dage kan du overveje Vestbo Trio med Bjørn Fjæstad på Gasværket og Sonjas Søstre hos Kultursted Brabrand på J.P. Larsens Vej. OBS: Koncerten med Sonjas Søstre er aflyst på grund af corona.
Vestbo Trio er siden pladedebuten i 2012 blevet et kendt koncertnavn med en karakteristisk og stilsikker form for instrumentaljazz, der også har et element af blues i sig. Vestbro Trio består af Michael Vestbo på guitar, Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på kontrabas.
I efteråret 2021 sendte trioen sit femte album på gaden – som Gaffa gav fire stjerner her – og følger nu op med en turné, der bringer bandet forbi Gasværket i Brabrand. Her har bandet inviteret en vokalist med, Bjørn Fjæstad, der måske er bedst kendt for sine roller i dansk teatermusik.
Bjørn Fjæstad har en særlig messende vokal, som giver det musikalske udtryk en ekstra dimension. En sanger der kan indgå som et fjerde instrument, lige så meget som at indtage en konventionel rolle som frontfigur.
Normalt skriver Vestbo, Jarl og Smalbro selv deres numre. Men til samarbejdet med Fjæstad har de udset sig en række perler af andre sangskrivere, blandt andet ”My Blue Wave” af Kurt Wagner (Lambchop), ”To Make You Feel My Love” af Bob Dylan, ”If You Go Away” af Jacques Brel og ”The Healing Day” af Bill Fay. Der vil desuden også være numre af Neil Young og Leonard Cohen.
Vestbo Trio m. Bjørn Fjæstad på Gasværket, Byleddet 2C, fredag d. 6. maj kl. 20.00. Koncerten arrangeres af Jazzværket. Billetpris for medlemmer 160,-, mens ikke-medlemmer skal betale 200,-. Du kan bestille billetter til koncerten her.
Sonjas Søstre – kvindeband med politiske holdninger
OBS: Koncerten med Sonjas Søstre er torsdag aften aflyst på grund af corona.
Søndag eftermiddag byder på Kultursted Brabrand på et genhør med Sonjas Søstre, der helt tilbage i slutningen af 1970´erne var en del af den politiske venstrefløj og det kvindepolitiske miljø i Aarhus.
De begyndte med de rent politiske sange, men bevægede sig ret hurtigt over i det mere kvindepolitiske. Bente Holt Knudsen, forsanger og guitarist i bandet, fortæller om den tid:
“Det var bare så fedt at være i band kun med kvinder. Og vi var jo overbeviste om, at alt ville forandre sig snart; at der ville komme et retfærdigt socialistisk samfund,” fortæller hun her.
Blandt andet havde Sonjas Søstre et 1970’er-hit med titlen ”Brev til Dronning Margrethe”, hvor første vers lyder:
Kære Dronning. Os I Århus vi er vis på du forstår,
hvorfor kravet nu er stillet: Vi vil have Marselisborg.
Vi har alle læst aviser om din klogskab og dit vid,
Så nu be’r vi dig bevise, at du ser den nye tid.
Det var ellers som regel Shit og Chanel, der løb med opmærksomheden i århusiansk kvinderock. Men faktisk var de i Sonjas Søstre ikke særlig vilde med Shit og Chanel, fortæller de:
“Vi brød os ikke om det dér universitetsmiljø. Vi var jo feminister! Vores udgangspunkt var det politiske miljø. Vi lavede musik, mens de skrev musik. Vi ville heller ikke have undervisning i at spille, men ville selv udvikle musikken,” har de fortalt i denne artikel.
Sonjas Søstre blev opløst i 1981, men blev gendannet i 2009 og spiller i dag fortrinsvis nyt materiale. Du kan dog stadig opleve søstrene fyre den af med sange om ligestilling og andre politiske kampe.
Sonjas Søstre på Kultursted Brabrand, J.P. Larsens Vej 17F, søndag d. 8. maj kl. 16.00. Billetpris 100,-