
Ved Brabrand Sø kan man i øjeblikket igen opleve det helt særlige naturfænomen, man ellers skal til Vadehavet om efteråret for at se: Kort efter solnedgang samles store stæreflokke og laver deres helt egen flyveopvisning på aftenhimlen, inden de slår sig ned for natten.
”Vi behøver ikke at tage til Marsken i Tønder for at se “sort sol“, vi har vores egen lige her ved Brabrand sø”, siger Poul Steffensen, Engdalsvej, som har taget nogle billeder af stæreflokkenes imponerende bevægelser på himlen.
Siden slutningen af februar har stærene kunnet ses på himlen over Brabrand Sø lige efter solnedgang – i øjeblikket mellem kl. 18.00 og 18.30.
De samles først i mindre flokke for senere at danne en kæmpe flok på mange tusinde. De kredser over søen i lang tid, for efter cirka en halv time at gå til ro i rørskoven eller de store træer omkring søen.
”Det er spændende i at opleve, hvordan flokken først flyver i stor højre rundt og rundt om søen. Derved tiltrækker flokken en masse mindre grupper af stære, og efterhånden kommer den samlede flok stære nærmere og nærmere rørskoven, for til sidst at danne en meget stor flok på mange tusinde fugle, der så samlet set skaber tryghed, først og fremmest over for rovfugle,” fortæller Poul Steffensen.
Stadig større stæreflokke
Selv om de fleste nok forbinder fænomenet sort sol med efterår, finder det også sted i foråret. Fra begyndelsen af marts til midt i april samler stærene sig ikke kun i marsken men også i Aarhus Ådal.
Det er endnu forholdsvis tidligt på sæsonen at observere fænomenet over Brabrand Sø. De kommende uger vil man hen ved solnedgang kunne se stadig større fugleflokke samle sig for natten.
Stærene kommer fra landene omkring Østersøen og fra Norge, oplyser Naturstyrelsen. Men lokale fugleinteresserede oplever også, at stære overvintrer i Danmark.
”Jeg vil mene, at stærene har været her hele vinteren. De flyver formentlig hver aften til sivskovene ved søen fra et meget stort område,” vurderer Runa Oltmann i Facebook-gruppen Livet i Ådalen.
Formationer skaber udsyn
Ud over at give tryghed for natten, virker de store fugleflokkes luftakrobatik også forvirrende på mulige angribende rovdyr som for eksempel spurvehøgen og andre høgearter.
Forskere har lavet undersøgelser, der indikerer, at fuglene konstant ændrer formation for at give den enkelte fugl optimalt udsyn i den flyvende flok, skriver Videnskab.dk.
Det ser ud til, at fuglene forholder sig til de syv nærmeste stære, i takt med at flokken udfører den hurtige og imponerende synkroniserede luftakrobatik.
Stærene er udstyret med en fremragende reaktionsevne, der er cirka 20 gange hurtigere end et menneskes.
Du kan blandt andet observere stærenes flyve-færdigheder langs Brabrandstien på nordsiden af Brabrand Sø – nogle hundrede meter øst for idrætsanlægget på Engdalsvej.