
Der blev både lokket med hjemmebrygget cider, snacks og hygge samt muligheden for at møde nye mennesker, da iværksætterhuset Square One på Karen Blixens Boulevard holdt fredagscafé.
Det er IK BAR’ BAR, stod der i invitationen til arrangementet, som bød på muligheden for at møde Square Ones beboere, som alle er hands-on iværksættere med masser af gåpåmod.
En nysgerrig lille flok aarhusianere lod sig lokke til. De deltog i den lille networking session, som åbnede eftermiddagen. Her fortalte nogle af de iværksættere, der allerede bor i Square One, om sig selv og om de fremtidsdrømme, de hver især har for deres små unge virksomheder.
Rundt om bordet sad ildsjælene bag møbelfirmaet Tapps, Thor og Peter, som endnu ikke er helt sikkert på, hvordan firmanavnet skal staves. Osman fra Savsmuld, der også laver møbler. Et par unge fyre, Jakob og Nikolai, fra Place+, som er i gang med at fremstille eventmøbler i moduler, som skal kunne genbruges rundt på landets festivaler. Og Max fra Sur Cider, der brygger cider på æbler.

God stemning og fin opbakning
Alle iværksætterne havde kun positivt at fortælle omkring de rammer og muligheder Square One tilbyder dem.
Det er spændende at være her. Der er et godt netværk, og man hjælper hinanden. Faktisk er der tit også overlaps, selv om det er forskellige ting, vi laver, lød det samstemmende. Og huslejeniveauet, som er i den lave ende, blev fremhævet som et meget positivt element.
Men der er også god hjælp at hente til meget af det praktiske i forbindelse med at starte virksomhed. Både fra husets daglige leder, Yvonne Buer, men også fra bestyrelsen, der består af erfarne erhvervsfolk. Og der kommer også hjælp fra Startvækst Aarhus, som især kan rådgive om alt det med moms og økonomi.
Hands-on i bolledejen
Square One er målrettet hands-on iværksætteri, men hvad betyder det? Det blev diskuteret rundt om bordet. Og svaret lød, at der skal være en form for produktion, noget fysisk. Noget med, at man skal have fingrene nede i arbejdet. Det skal det ikke kun være et hyggeprojekt. Der skal være en ambition og en drøm om, at ens virksomhed skal udvikle sig og blive til noget.
Og så kan man regne med at blive i Square One, indtil man har fået så meget fodfæste, at det kan komme på tale, at man måske skal i gang med at lave ansættelser.
Ik Bar’ Bar og rundvisning
Efter en lille times rundbords-snak blev der åbnet op for Ik Bar’ Baren, hvor der kunne købes Sur Cider, som er produceret i huset. Og så blev der vist rundt og fremvist værksteder og kontorlokaler. Og flere af de fremmødte nysgerrige fik svar på spørgsmål og blev oplyst om muligheden for selv at flytte ind på matriklen.
Arrangementet var tilrettelagt af unge fra Frontløbernes projektlederkursus FART PÅ, hvor unge mellem 16-25 år lærer at håndtere projektstyring, markedsføring og frivillighed. De seks unge, der kommer fra hele region Midtjylland, har brugt den seneste måned på at planlægge arrangementet, som de var meget glade for, at der var fin opbakning til.
