Udfald mod somaliere i Danmark skal ikke besvares med mere negativitet – men med kærlighed! Det mener Mohamad Hassan og Abdinasir Jama Mohamed, som begge har rødder i Gellerupparken. De har stiftet Facebook-gruppen Somalisk Lovestorm, der på få dage har fået 2000 medlemmer.
En del borgere med somaliske rødder har i de seneste uger fortalt om episoder, hvor de har følt sig chikaneret og talt ned til på sociale medier og i det offentlige rum.
Det er sket, efter at det i begyndelsen af august kom frem, at omkring halvdelen af de nye corona-smittede var en del af det somaliske mindretal.
”I stedet for at forsøge at løse problemet håner man en hel befolkningsgruppe. Det er ikke den første mediestorm, der har været mod den somaliske befolkning i Danmark. Og den rammer os rigtig hårdt hver gang. Mange føler, at de ikke hører til her,” siger Abdinasir Jama Mohamed, som også er formand for beboerne i Gellerupparken.
Somalisk Lovestorm er skabt for at dele det positive som sker med og blandt det Somaliske mindretal i Danmark.
Mange somaliere i Danmark er en del af et online-fællesskab, hvor coronaen også er blevet vendt og diskuteret. Abdinasir Jama fortæller, at især mange unge somaliere dér har udtrykt vrede over at blive hængt ud for at være corona-syndere.
”Vi trækker altid offerkortet”
Nogle somaliere har ønsket at oprette en forening og hyre advokater og socialrådgivere til at tale på somaliernes vegne. Men Abdinasir Jama foreslog en anden vej:
”Hvorfor trækker vi altid offerkortet? Det er klart, at når man bliver angrebet, er det naturligt at forsvare sig og svare igen. Men vi bliver let set som utaknemmelige, og så kommer der en ny shitstorm.”
Han fortæller, at han som beboer i Gellerupparken har mange positive oplevelser i sin hverdag – men så snart han går online, oplever han en langt mere negativ stemning.
Inspiration fra Lolland-Falster
En af hans barndomsvenner fra Gellerupparken, Mohamad Hassan, som i dag er kriminolog i København, kom på idéen: Kunne man lave en ny Lolland Falster Lovestorm?
”Initiativet startede i april 2015 som et svar på årtiers unuanceret mediedækning af Lolland-Falster. Vi var nogle, der følte, at nok var nok. Vi ville vise resten af Danmark, at Lolland-Falster også har styrker og potentialer, og vi ville gøre det på en ny måde, nemlig med kærlighed via de sociale medier”.
Sådan skriver initiativtagerne til Lolland Falster Lovestorm, der blev starten på en lang række positive initiativer i landsdelen. I dag har Facebook-gruppen 27.000 medlemmer.
Som sagt, så gjort: I sidste uge oprettede Mohamad Hassan Facebook-gruppen Somalisk Lovestorm, der forleden rundede 2000 medlemmer.
”Vi skal starte med os selv”
”Det siger sig selv, at negativitet avler negativitet, så når medierne kommer med nye negative historier, skal vi forsøge ikke at vedligeholde og fastholde den negative tone. Lad os i stedet oversvømme internettet med positivitet. Det er den grund-idé, Somalisk Lovestorm kommer af,” siger han og fortsætter:
”Det sjove er jo, at vi også selv er for negative. Inde i somaliernes eget online-forum, er der nærmest kun negativitet. Jeg er begyndt at tænke, at jeg skal starte med mig selv. Lad os lade være med at tale negativt om og til hinanden. Vi skal starte med os selv, og så kan vi bagefter forsøge at påvirke andre mennesker.”
Mærker allerede effekten
”Da jeg havde født min søn, ringede det på døren, og der stod min genbo som oprindeligt er fra Somalia, hun havde lavet en traditionel ret til mig fordi hun tænkte at jeg skulle blive hjemme og slappe af.”
Sådan lyder en af de mange fortællinger, der allerede ligger i indholdsstrømmen på Somalisk Lovestorm. Abdinasir Jama kan allerede nu mærke effekten:
”Det gør mig glad, når jeg kan mærke, at nogen tænker positivt om somaliere. At nogen siger at somaliere er gode mennesker. Selvfølgelig er der også dårlige mennesker. Det er der alle steder. Men jeg har savnet, at man en gang imellem også giver plads til at tale om noget positivt.”
Siden artiklen blev publiceret, har initiativtagerne valgt at skifte fra en lukket til en åben Facebook-gruppe. Du finder den nye gruppe her.