Som altid, når Sødalskolen inviterer til musical, var der masser af sang, musik, dans og fint skuespil, da der torsdag var ikke mindre end tre forestillinger i gymnastiksalen. Blandt andet var lokalområdets daginstitutioner inviteret til generalprøven ved middagstid.
”Åh, åh, åh, åh, naturvidenskab!”
Hvem havde troet, at ordet ”naturvidenskab” kunne blive så sangbart, at selv Sødalskolens mindste elever med lys i øjnene kunne skråle med på ovenstående omkvæd. Men sådan er det, når Sigurd Barrett tager de store emner op.
Sangene til musicalen ”Mellem himmel og jord” er netop skrevet af Sigurd Barrett, mens selve musicalen er skrevet af en af skolens lærere, Søren Vestergaard, som ligeledes har været instruktør og den store koordinator på forestillingen. Den har involveret et stort antal elever på scenen, som musikere, dansere og i koret.
Musicalen har op til torsdagens forestillinger været omdrejningspunkt for rigtig mange øvetimer i Sødalskolens gymnastiksal, fortæller Simon Frank Nielsen, som er indskolingsleder på skolen.
”Vi er alle virkelig stolte af den musical. Det er fantastisk, at vi kan have elever fra alle klassetrin til at indgå i forestillingen,” siger han.
Samtidig har temaet naturvidenskab på forskellige måde været temaet på alle klassetrin gennem hele ugen.
Inviterede daginstitutioner til forestillingen
Til generalprøven torsdag middag var tilskuerpladserne fyldt til sidste plads. Oppe foran var der fundet plads til 50 børn fra lokale daginstitutioner, som havde sagt ja til Sødalskolens invitation til at komme og se forestillingen.
”Det handler for os også om at invitere dem til at komme og se den skole, de måske om nogle år skal gå på. Det er vigtigt for os, at børnene i vores lokaldistrikt kender til vores skole, og at vi kan give dem en fornemmelse af at komme her,” siger Simon Frank Nielsen, som udtrykker begejstring over den opbakning, skolen oplever fra de lokale institutioner.
Sødalskolen har i forvejen et samarbejde med alle de daginstitutioner, der sender børn til skolen. Men indskolingslederen lægger ikke skjul på, at skolen gerne ser et endnu tættere samarbejde med Brabrandsøens Dagtilbud, hvis institutioner de fleste af skolens børn kommer fra.
På Sødalskolen er man i gang med at forberede nogle initiativer, der kan styrke samarbejdet og tilbyde endnu flere muligheder for at komme på skolen.
”Nogle af institutionerne bruger i forvejen vores lokaler, og vi er i gang med at finde ud af, om der måske er basis for at lave nogle aktiviteter mellem vores yngste elever og børnehave-børnene. Kunne nogle af dem måske have lyst til at komme og synge med vores skolekor,” overvejer Simon Frank Nielsen.
”Måske møder de så også nogle af deres venner fra børnehaven, der er startet i skolen et år eller to forinden.”
Om de helt fangede, hvad naturvidenskab består i, er ikke til at vide. Men der var forestillingen igennem stor opmærksomhed blandt børnene, som var et lydhørt og engageret publikum.