
Efter seks års fravær vender musical-traditionen tilbage til Sødalskolen. Elever og lærere er i gang med de sidste afpudsninger af musical´en Smukke Sally, der skal præsenteres for forældre, elever og personale til skolefesten torsdag aften.
Skuespillerne arbejder stenhårdt med at lære deres replikker på scenen i gymnastiksalen, og ude i omklædningsrummet sidder en del af koret og øver sangene. Spændingen stiger, for det hele skal være klar til torsdag, hvor Smukke Sally skal på scenen hele fire gange i løbet af dagen, kl. 12, 16, 17 og 18.
”Det er fantastisk dejligt, at vi igen kan have musical på skolen. Det er en tradition, som rigtig mange familier husker og vender tilbage til”, siger skoleleder Karen Henriette Jessen.
For at det skal lykkes, er der en masse arbejde, der skal gøres. Som tidligere står Søren Vestergaard for instruktionen af skuespillerne. Christina Rieks-Pedersen øver med koret, og Lars Sloth sørger for, at orkestret er klar, mens Pia Knudsen instruerer danserne.
På besøg i en svinestald
Til skolefesten vil forældre og søskende også kunne få indblik i, hvordan de forskellige klasser har arbejdet med skolefestugens tema, FN´s 17 verdensmål.
De mindste klasser sætter i løbet af ugen fokus på livet i havet og har sammen lavet en flere meter lang fisk, der kommer til pryde gangen til skolefesten.
De mellemste elever arbejder med verdensmålet, der handler om at afskaffe sult. Mandag var de på besøg på et klassisk landbrug og fik snuset til stemningen i en svinestald. Desuden tog nogle elever mod til sig og smagte på det, der måske er fremtidens fødevarer: Insekter.
Hver morgen mødes alle elever til morgensamling, og de enkelte klasser fortæller om, hvad de arbejder med.
Skolefesten torsdag begynder kl. 16 – forhåbentlig med en sang:
”Vi håber, at vejret er til, at vi kan indlede skolefesten i skolegården, hvor vi alle vil synge Sødalskolens Sang”, siger skoleleder Karen Henriette Jessen.
Klasserne spiser sammen undervejs, og der er mulighed for at købe kaffe og kage. Der er også en forældrecafé, hvor man kan spille brætspil og hygge sig med hinanden.





