Efter to år med overnatningssted og café må Gellerup ved årsskiftet vinke farvel til Sleep-In for denne gang. Lejekontrakten med Aarhus Kommune udløber, og den bliver ikke fornyet, oplyser Poul ”Pablo” Nørgaard, som sammen med Joan Byrsting har drevet Gellerups hostel.
Parret driver i forvejen City Sleep-In i det gamle sømandshjem midt i Aarhus med plads til 150 personer, men besluttede i 2016 at udvide aktiviteterne til Gellerup, da muligheden bød sig.
”Det har været en fantastisk spændende for os at drive hostel i Gellerup. Det har virkelig været en god tid. Miljøet i Gellerup er meget anderledes, end det vi kender fra midtbyen, men vi blev taget fantastisk godt imod i Gellerup og har følt os godt tilpas derude”, fortæller Poul Nørgaard.
Det er dog udelukket, at kontrakten med Aarhus Kommune bliver forlænget, oplyser han:
”Vi driver jo også et hostel i midtbyen, og der har vi rigeligt at lave. Samtidig må vi også sige, at vi med hostel i Gellerup blev konkurrenter med os selv.”
Joan Byrsting og Poul Nørgaard brugte op mod et halvt år på at indrette hostel i den tidligere børnehave på adressen Gudrunsvej 82, og med brugte chesterfield-sofaer, bogreoler og indiske spejle er stemningen helt speciel.
Usikker fremtid
Som en del af Sleep-In Gellerup har cafeen været åben dagligt mellem kl. 12 og 20. Det er uvist, om den kan fortsætte.
Også kultur-fællesskabet Andromeda har til huse i bygningen. Det er ligeledes uafklaret, om disse aktiviteter kan fortsætte.
Aarhus Kommune meldte allerede i 2016 ud, at bygningerne ved Gellerup Kirke på et tidspunkt skulle rives ned. Men kommunen har endnu ikke meldt noget ud, om bygningerne, der bl.a. også huser Gellerup Bibliotek og iværksætter-fællesskabet Opgangen, får lov til at blive stående.