
Helleanlæg, en smallere vejbane, træer og vilde blomster skal gøre Silkeborgvej gennem Åbyhøj til en grønnere og smukkere indfaldsvej til Aarhus, skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse. Endnu er intet besluttet om en ombygning af indfaldsvejen gennem Brabrand.
”Silkeborgvej er en af vores mest trafikerede indfaldsveje til Aarhus, og den skal selvfølgelig være en smuk, tryg og god ind-og udgang til vores by. Og det synes jeg i den grad er lykkedes – her er både plads til bilerne, busserne, de bløde trafikanter og det grønne,” siger Nicolaj Bang, rådmand i Teknik og Miljø.
Før ombygningen af Silkeborgvej var vejbanen meget bred, og det resulterede i flere hasarderede overhalinger og vanvidskørsel. I dag er Silkeborgvej blevet smallere, der bliver lige nu plantet træer, og inden længere også blomster.
Begge dele inviterer trafikanterne til at sætte farten ned, ligesom en hastighedsbegrænsning på 50 km/t fremfor de tidligere 60 km/t får farten ned. Ni helleanlæg skal også gøre det nemmere og mere trygt for cyklister og gående at krydse vejen.
Sammen med naboerne
Ombygningen af Silkeborgvej har været et stort ønske i mange år fra Åby-Åbyhøj Fællesråd og naboerne, og selve udformningen af vejen er blandt andet udformet sammen med fællesrådet.
”Før oplevede flere, at det var utrygt at færdes på ’hovedgaden’ og krydse Silkeborgvej. Vi kan tydeligt mærke, at det er blevet nemmere og mere sikkert at krydse vejen,” siger Poul Bøje Schou, formand, Åby-Åbyhøj Fællesråd.
”Nu bliver træerne plantet, så det også er trygt at stå ude på vejen. Vi tror og håber også på, at de hasarderede overhalinger forsvinder,” siger formanden.
Det er ikke kun trafikanter, der får gavn af renoveringen. Også insekterne får mere plads på Silkeborgvej. I denne uge bliver træerne plantet –18 vintereg, som er en hjemmehørende træart.
Desuden bliver midterrabatterne tilsået med hjemmehørende blomster og urter, når vejret bliver mildere.
Ændring på vej ved Engbakken i Brabrand
Også i Brabrand gennemskærer Silkeborgvej bydelen og opdeler den i to, og der har flere gange været fremlagt ønsker om at gøre Silkeborgvej til en mindre dominerende hovedfærdselsåre. Blandt andet blev det igen nævnt på Vores Brabrands årsmøde på Gasværket i begyndelsen af januar.
Der har endnu ikke været meldinger fra Teknik og Miljø om en større ændring af vejen. Dog arbejdes der på at gøre krydsningen for cyklister nemmere ved Engbakken. Det kan du læse om på VoresBrabrand.dk en af de nærmeste dage.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.