Den første af fire korte videofortællinger har igen bragt lokalområdet sammen om at få Brabrand på skinner. Bag videoen står Frederik Sparvath og Ejgil Lihn fra selskabet The Blue Room. De to ejere er glade for at kunne bidrage til samlingen af Brabrand.
De kiggede bare på hinanden og sagde ja. Ville de producere en serie små videofortællinger, om hvor galt det kan gå, når man er tvunget til at tage bilen gennem trafik-mylderet i det vestlige Aarhus? Ja da!
Faktisk tog de allerede for et års tid siden de første skridt til at omfavne den bydel, de bor i, da de inviterede til en reception i det nye fotostudie i de røde murstensbygninger, der tidligere husede Dalsø Maskinfabrik i toppen af Langdalsvej.
”Da gik det for alvor op for os, at det betyder noget for os, at vi kan skabe et netværk lokalt her i Brabrand. Vi har det begge to rigtig godt med at arbejde sammen med de folk, der er her i lokalområdet,” siger Ejgil Lihn. Han ejer sammen med Frederik Sparvath The Blue Room, der løser visuelle opgaver for virksomheder og organisationer.
Udover arbejdet med videofortællingerne i Brabrand på skinner har de i flere andre tilfælde leveret fotos til lokale initiativer i bydelen. For Ejgil Lihn er frivilligt arbejde i øvrigt ikke noget nyt, da han i årevis har været træner for ungdomshold i Brabrand Fodbold.
”Det er ikke fordi, lokalkendskabet i Brabrand rykker det helt store for vores forretning. Men det er bare rigtig rart, at folk ved, hvad vi laver. Og det ville alligevel være ærgerligt, hvis en nabo skal bruge en fotograf og bare finder en eller anden på nettet, fordi man ikke kender os.”
De to mødte hinanden for cirka 10 år siden, da de begge var ansat i fotobureauet Skovdal & Skovdal. Tre år senere stiftede Ejgil Lihn The Blue Room, og Frederik Sparvath trådte for alvor til, efter at han på grund af en diskusprolaps måtte kvitte en karriere som professionel sejler.
Videofilm skal især skabe opmærksomhed lokalt
Initiativtager Paw Simon Krogh og skuespiller Anders Brink Madsen havde på forhånd udviklet manuskriptet til filmene, og i løbet af et enkelt fælles møde blev der lavet såkaldte storyboards, der er en plan for de enkelte scener.
Selve optagelserne tog to dage, og efterfølgende har Frederik Sparvath brugt yderligere tre dage på redigeringen. Dertil kommer lyd-arbejdet, der i dette tilfælde har været ganske omfattende.
”Hele ideen med filmene har jo været at øge opmærksomheden lokalt i Brabrand-området omkring arbejdet med at få Brabrand på skinner, og hvad et togstop vil kunne betyde for bydelen. Lokal opbakning er rigtig vigtigt for projektet, så det bliver spændende at se, hvad filmene fører til”, siger Ejgil Lihn.
Også Arriva har været involveret, da nogle af optagelserne skulle foregå i toget. Firmaet har blandt andet skullet godkende filmene til sidst.
De to indehavere af The Blue Room understreger, at det for virksomheden bestemt ikke vil være en ulempe, hvis det lykkes at få både letbanen og en togstation til Brabrand. De har i forvejen et tæt samarbejde med Jysk, der nærmest ligger i gå-afstand fra Langdalsvej. Og andre virksomheder vil kunne tiltrækkes med bedre løsninger for den kollektive trafik, vurderer de.
Mere tid til at fotografere
The Blue Room er på få år blevet en af de større spillere på markedet for fotografi. De syv medarbejdere betjener blandt andet en række faste kunder som Silvan, Jysk og Ortofon, der laver pickups til pladespillere samt andre lydteknisk udstyr.
Men både kunderne og opgaverne er meget forskellige – fra Folkekirken over Den jyske Sparekasse til Idédesign – hvilket giver dem en meget varieret arbejdsdag.
Med ansættelsen af en studiemanager er de to indehavere blevet frigjort fra en masse praktisk og administrativt arbejde, så de igen kan gøre det, de nyder mest: At fotografere.
Fra foto til masser af video
En aften for fem år siden var de på vej hjem fra Herning i bil, da telefonen ringede. Om de kunne lave noget video? Jo, selvfølgelig da! De er begge udlærte still-fotografer, men gik straks i gang med at lære det nye medie at kende. Og i dag udgør videofilm en fortsat stigende del af både opgaver og omsætning.
Frederik arbejder stort set kun med video nu, mens Ejgil fortsat har stillfotos som sit primære fokus. Inden længe ansætter The Blue Room formentlig den første medarbejder, som skal have fuldt fokus på video.
Hele branchen har ændret sig
Opgaverne spænder vidt fra forholdsvis store filmproduktioner til mere enkle produkt-videoer.
”Hele branchen har ændret sig på få år. Det er en rigtig spændende udvikling, der ofte giver os også mere kreativt spillerum og indflydelse på den overordnede historie”, siger Frederik Sparvath.
Han nævner som eksempel en produktionsvirksomhed, som tidligere ville have fremstillet en trykt folder, der kunne omdeles. Nu bestiller direktøren i stedet en video, hvor han går rundt i virksomheden og fortæller, hvad han brænder for.
Det er blevet meget nemmere at lave video nu i forhold til tidligere, hvor man ofte skulle en stor flok af sted for at have styr på både lys og lyd. Nu kan det hele typisk klares af to-tre personer.
Mange af The Blue Rooms opgaver udvikler sig fra en ren bestilling af stillfotos til også at omfatte video – eller den anden vej rundt.
The Blue Room har som nævnt til huse i Dalsøs ejendom på Langdalsvej 46, hvor virksomheden nu bor sammen med andre mindre virksomheder, blandt andre Kaiku Boligtilbehør, møbelsnedkerne i The Oak Men og flere mindre iværksætter-virksomheder.
På opfordring kommer her links til de to første film: Mødet og Børnehaven