Selvom benene var trætte, formåede Brabrand IF lørdag eftermiddag at vinde en sikker 3-1-sejr over Holbæk i 3. division, og holdet er nu en del af førergruppen i rækken. Kvinderne i 2. division måtte på udebane nøjes med 2-2 mod JAI men er dog stadig en del af oprykningskampen.
Hjemme i Brabrand kalder man dem ”de blå brasilianere”, men det har det sidste lange stykke tid knebet med at leve op til tilnavnet. Men denne lørdag var der i første halvleg elementer af samba-bold.
Det var faktisk ikke til at se, at Brabrand-spillerne for kun tre dage siden måtte igennem en 120 minutter lang fight mod FC Nordsjælland. Med rapfodet og kreativt offensivt spil fik de gæsterne fra Holbæk til at se mere end tunge ud – og allerede efter få minutter begyndte målchancerne at dukke op.
Mikkel Frandsen gav efter otte minutter Holbæk en advarsel, da han fri i feltet sparkede over mål – og få minutter senere fik samme spiller endnu en stor mulighed, da Tobias Friis flot satte en modstander af og sendte bolden ind foran mål, hvor Mikkel Frandsen akkurat ikke kunne nå bolden.
Det skulle dog vise sig, at det var en stakket frist for gæsterne, for få sekunder senere lå bolden i nettet. Målscorer var rutinerede Jesper Brinck, som stod klar midt i straffesparksfeltet, da bolden blev spillet skråt bagud, og han kunne sætte en inderside på bolden til 1-0.
Kort tid efter var føringen dog udlignet, da Brabrand leverede lidt arrogant defensivt spil og tillod Holbæk at sætte en hurtig kontra sammen, der endte med et hovedstødsmål til 1-1.
Brabrand skabte uro
Brabrand fortsatte dog de flotte fremadrettede takter, hvor især Rasmus Kirkegaard Jensen og Mikkel Frandsen i venstre side kunne gøre nærmest, hvad der passede dem. Sidstnævnte var i et forrygende spillehumør og flåede Holbæks venstreside op med dybe løb.
Det førte blandt andet til føringsmålet til 2-1. På et efterfølgende hjørnespark skabte Rasmus Kirkegaard Jensen ravage i Holbæks straffesparksfelt, og den uro benyttede forsvarsspiller Kasper Skræp til at bringe sit hold på 2-1.
Brabrand havde dog fortsat store problemer i defensiven, og Holbæk headede blandt andet på overliggeren, før Brabrand sidst i halvlegen fik ro på spillet og kom i fin kontrol.
Der var ikke spillet mange minutter af anden halvleg, før Brabrand igen skabte ravage foran Holbæks mål, og endnu en forsvarsspiller, Daniel Lundholm, kunne bringe hjemmeholdet på 3-1.
Det var tilsyneladende dødsstødet for Holbæks drømme om at slippe fra Aarhus Vest med points. Gæsterne med den aldrende tidligere AGF-spiller Michael Lumb i spidsen fortsatte med at forsøge sig, men det var forholdsvis let for Brabrand-forsvaret at afvise de sporadiske forsøg.
Omvendt havde Brabrand ikke meget mere at byde på i offensiven, efter at Jesper Brinck og Tobias Friis midt i halvlegen blev skiftet ud.
Rødt kort til Holbæk
Opgaven blev dog lidt lettere for Brabrand, da Holbæks Christoffer Blond efter en times spil fik det røde kort. Hjemmeholdet valgte i overtallet 11 mod 10 at spille på det sikre, og derfor var der i den sidste halve time ikke meget at glæde sig over for den trofaste tilskuerskare på Domis Park – ud over at glæde sig over, at de tre points så ud til at være så godt som sikre.
Også inde midt på banen oplevede den centrale midtbanespiller Jonas Berwald, at der var ret godt styr på tingene.
”Efter at Holbæk fik et rødt kort kom vi dog til at stå dybt uden rigtig at få kontrol over spillet. Men det var nok også udtryk for, at der ikke var så meget tilbage i benene hos os de sidste 20 minutter,” sagde Jonas Berwald, som selv fik løbet mange meter i kampen og indrømmede at der til sidst ikke var meget tilbage i tanken.
”Men jeg synes, vi kom ret godt ud og gjorde de ting, vi skulle. Kampen bølgede en del frem og tilbage, men vi havde nogle dødbolde, der hjalp os godt på vej. Vi øver dem meget, og vi er også blevet ret dygtige til dem, synes jeg.”
”I perioder kom vi godt igennem ud over siderne og fik spillet i nogle af de mønstre, vi gerne vil. Men der var også perioder, hvor vi ikke ramte hinanden godt nok. Der skal vi være bedre,” sagde Jonas Berwald.
Brabrand skal næste lørdag på tur til en udekamp mod Brønshøj.
2. division kvinder: JAI-Brabrand IF 2-2
Brabrand IF kunne med en sejr over bundholdet JAI have spillet sig helt til tops i den jævnbyrdige 2. division, hvor holdet kæmper med Aalborg Freja og Team Viborg om den enlige oprykningsplads.
Men holdet måtte nøjes med det ene point, der endda vakte stor glæde. For 2-2-målet til Brabrand blev først scoret i de døende sekunder. JAI-forsvaret mistimede en lang fremlægning af Brabrand, og det gav angriber Emilie Sofie Kristensen en friløber mod mål.
Det lykkedes hende nærmest glidende at skrabe bolden i mål til 2-2-resultatet, der holdt de sidste sekunder til dommerens afsluttende fløjt.
Hermed fik Brabrand et enkelt point ud af den afvekslende kamp, hvor holdet ifølge forsvarsspiller Sarah Kaagaard Dahl de sidste 10 minutter forsøgte at ”skrue bissen på”. Men det var svært mod et hjemmehold, som forsvarede sig godt.
”Vi kunne afgøre oprykningen selv i de sidste to runder, hvis vi havde vundet i dag. Nu må vi så håbe på, at resultaterne flasker sig for os,” sagde Sarah Kaagaard Dahl. Brabrand møder de to andre oprykningskandidater i de sidste to runder.
Ellers blev kampen især husket for en muligvis alvorlig knæskade til Brabrands angriber Camilla Berg. Midt i en oplagt målchance hang hendes fod fast i det lange græs på JAI´s ujævne bane, og hun blev liggende i stor smerte.
”Det lagde en dæmper på os alle, at ”Berg” kom til skade. Hun er ellers ikke den type, som siger noget, men hun lå og skreg nærmest i smerte,” fortæller Sarah Kaagaard Dahl.
Camilla Berg blev efter kampen kørt til skadestuen.
”Vi spillede generelt en god kamp. Jeg oplevede, at vi generelt var det bedst spillende hold, så det var ærgerligt, at vi ikke fik mere ud af det,” sagde Sarah Kaagaard Dahl.
Der var til kampen comeback til tre af holdets erfarne spillere: Sofie Obel var blandt de 11 startende efter en langvarig skade i foden, mens Ida Søndergaard Larsen var tilbage efter en hjernerystelse. Desuden var Emilie Thidemann med igen efter at havde født i sommer.
”Det gav os en god gejst, at vi havde de tre med igen. Det betød nok ubevidst, at vi havde lidt mere frihed i spillet, når vi vidste, at vi havde en bredere bænk end normalt,” fortalte Brabrands forsvarsspiller.
Næste lørdag kl. 14.00 kan holdet tage et skridt i retning af 1. division, når Team Viborg kommer på besøg i Brabrand.