Hjælp os med at redde Sct. Hans Aften! Sådan lyder et opråb fra Valhalla-spejderne i Brabrand, som arrangerer den årlige midsommerfest på Stadepladsen. Mandag indførte Østjyllands Brandvæsen afbrændingsforbud, og det betyder, at festen i år bliver uden bål.
”Vi har glædet os til at invitere jer alle sammen til Skt. Hans ved Brabrandsøen. Vi skal nok sørge for at der er “bål”… og båltaler. Der er tombola, fiskedam, aktiviteter, øl. vin, kaffe og kage, men Skt. Hans-pølsen er i fare.”
Sådan lyder det fra Valhalla Gruppe, efter at Østjyllands Brandvæsen mandag nedlagde totalforbud mod ikke bare at tænde bål men også at bruge grill uden for egen/privat grund.
Derfor har spejderne brug for nogle elektriske grills fredag aften, så de kan nå at varme pølser og brød i den fart, børn og voksne efterspørger dem.
”Har du en el-grill som vi må låne – så skriv til os og hjælp,” skriver spejderne på Facebook. Hvis du kan hjælpe, kan du kontakte spejderne via gruppeleder Jesper Kikkenborg Rossel på email jesper@valhallagruppe.dk.
Men som Valhalla-spejderne skriver på Facebook, er de på ingen måde slået ud af forbuddet. De skruer bare op for alle de andre ingredienser i en god midsommerfest. De vil blandt andet lave bålfrit ”bål”, og desuden har de engageret Trylle-Frederik alias den århusianske tryllekunstner Frederik Lund:
”Kombinationen af humor, mentale eksperimenter, fingerfærdighed, visuelle mirakler og publikums-interaktion er opskriften på en forestilling som publikum sent vil glemme,” lover Trylle-Frederik på sin hjemmeside.
Omfattende afbrændingsforbud
Det udstedte afbrændingsforbud gælder dog ikke kun Sct. Hans Aften – men indføres fra tirsdag d. 20. juni kl. 8:
”Forbuddet indføres ud fra en vurdering af tørkeindekset, vejrprognoser og en risikovurdering i forhold til det tilstedeværende beredskab. Forbuddet sker med hjemmel i afbrændingsbekendtgørelsen §5, stk. 1.,” skriver Østjyllands Brandvæsen i en pressemeddelelse.
Forbuddet inkluderer følgende:
At bruge kulgrill: Enhver form for brug af grill hvor brændsel har en glødende effekt (såsom kul, træ, briketter eller andet brændsel der kan frembringe gløder), er ikke tilladt, heller ikke på egen/privat grund.
At bruge grill uden for egen/privat grund med beboelse: Enhver form for brug af grill, (uanset om det er med kul, gas, træ, briketter eller andet brændsel) på offentlige/fælles arealer, fx parkeringspladser, græsarealer, boldbaner, parker mm., eller i naturen, er ikke tilladt.
At ryge i naturen: Rygning af pibe, cigaretter, cerutter, cigarer, vandpiber og enhver anden form for ved glød, flamme el.lign. antændt rygesubstans på offentlige/fælles grønne områder og i naturen er ikke tilladt.
At tænde bål og bruge åben ild udendørs – herunder også pyroteknik og fyrværkeri: Enhver form for afbrænding af bål (uanset om det er med kul, træ, briketter eller andet brændsel), herunder også afbrænding i bål fad, samt Skt. Hans-bål, afbrænding af haveaffald m.m. er ikke tilladt.
At bruge apparater/genstande der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs: Enhver form for brug af ukrudtsbrænder, privat svejsning af tagpap og lign. ved brug af åben flamme, privat udendørs brug af vinkelslibere og andet udstyr, som frembringer gnister eller gløder, er ikke tilladt.
Du kan læse hele pressemeddelelsen her.
Fredag d. 23. juni kl. 17.30-22.00: Sct. Hans Aften på Stadepladsen, Stadevej 9. Har du en elektrisk grill, du vil låne ud, kan du kontakte Jesper Kikkenborg Rossel på email jesper@valhallagruppe.dk
Læs også: