Hvordan kan vi bruge kunsten i vores liv? Det kan du være med til at diskutere, når der på mandag d. 18. november igen inviteres til samtalesalon i Brabrand. Oplægsholder er Lisbet Lautrup Knudsen, som selv gennem mange år har bidraget til kulturlivet i Brabrand, blandt andet som tidligere leder af Gellerupscenen.
Hvad er god kunst? Og hvordan oplever vi den i vores hverdag? Er det nemt at finde ud af, om man skal tage på Aros, når man lige så godt kunne tage i Tivoli eller Bilka?
Det er nogle af de spørgsmål, der melder sig, når vi skal snakke om kunstens betydning. Og det er der en god mulighed for på den anden af vinterens tre samtalesaloner i Brabrand.
Kombinationen af oplæg og debat fik en god start, da kirken, kulturen og sporten i Brabrand den 11. oktober lagde ud i Brabrand Sognegård. Brabrand Aarslev Kirker, KulturGas og Brabrand Idrætsforening inviterede inden for til oplæg og debat om nysgerrighedens kraft med højskoleforstander Simon Axø, Testrup Højskole. 35 benyttede lejligheden til at blive mindet om hvorfor det er vigtigt, at bruge nysgerrigheden til at få mest muligt ud af livet.
Nu kommer chancen igen for at opleve en samtalesalon, denne gang på Gasværket og med kunsten i centrum – for hvad betyder den egentlig for os?
Mangeårig leder af Gellerupscenen
Lisbet Lautrup Knudsen er dramatiker, instruktør og uddannet dramaturg. Hun var i 24 år i ledelsen for Gellerupscenen, og hun var også med, da den lokale teatergruppe Vester Gasværk blev etableret i 1995.
Her instruerede hun de første forestillinger – blandt andet John Mogensen-kabaretten ”Så længe mit hjerte slår”, der blev opført for fulde huse på Gasværket og fik flot omtale i pressen.
Lisbet Lautrup Knudsen er i dag formand for Vilhelmsborg Festspil, der i sommer præsenterede musicalen Fame. Hun er desuden tilknyttet Aarhus Litteraturcenter og har været med til at arrangere den internationale litteraturfestival Litterature Xchange.
Mandag d. 18. november kl. 19.00-21.30 på Gasværket: Samtalesalon med oplæg af Lisbet Lautrup Knudsen. Entré 75 kroner, der også dækker et tag-selv-bord med bl.a. ost og vin.