Brabrands håndboldkvinder gjorde det igen. Trods en smal trup formåede holdet tirsdag aften at komme tilbage i kampen mod HAI Ikast og vinde kampen med 26-22. Blandt andet var 42-årige Linda Klixbüll en vigtig spiller. Hun spillede næsten fuld tid, indtil hun fik det røde kort til sidst.
Da Brabrands høje back Trine Winsley i anden halvleg scorede til 16-13, mens holdet havde en spiller udvist, kunne man godt se, hvad holdet var i stand til.
Med en ukuelig fightervilje og stor idérigdom i angrebsspillet kom Brabrand hele tiden tilbage i kampen, selvom ikke alt lykkedes efter planen.
Makkerparret Marie Sørensen og Trine Winsley havde adskillige gange held med at splitte gæsternes forsvar med præcise og veltimede angreb. Og da Ikast så sig nødsaget til at mandsopdække Trine Winsley, trådte Brabrands fløje i karakter og scorede de mål, der skulle til.
I den anden ende af banen forsøgte et Ikast-hold med mange unge talentfulde håndboldspillere at spille hurtigt og på den måde skabe huller i Brabrands forsvar, men hjemmeholdets spillere blev ved med at holde fast – og i målet tog Ida Egendal sig af mange af de skud, der trods alt blev sendt af sted mod Brabrand-målet.
Rødt kort til sidst
Derfor kunne Brabrand fastholde en føring på mellem tre og fire mål gennem hele anden halvleg og køre kampen sikkert i hus – også selvom holdets alderspræsident, 42-årige Linda Klixbüll, få minutter før afslutningen fik sin tredje udvisning og hermed det røde kort.
”Det er sammenholdet, der gør at vi vinder. Hvis man lige hænger lidt, er der hele tiden én der kommer og bakker én op,” sagde Linda Klixbüll efter kampen.
”Vi har det sjovt på banen og bakker hinanden op hele tiden. Selvom vi kom lidt dårligt i gang, blev vi ved med at bevare det gode humør. Så længe det er sjovt at spille, så kan vi hele tiden finde på en ny idé.”
Sendt på tvungne pauser
Selvom Linda Klixbüll er dobbelt så gammel som de fleste af sine holdkammerater, er hun en af de spillere, som spiller flest minutter i kampene. I tirsdagens kamp havde hun spillet samtlige 60 minutter, hvis dommerne ikke tre gange havde sendt hende ud på tvungne pauser.
På sit job som fysioterapeut har hun en del træningshold, og hun har derfor en god grundform. Og så lærer man at økonomisere med kræfterne:
”Vi løb ikke så mange kontraer i dag, fordi vi valgte at spare på luften. Så brugte vi i stedet kræfterne nede i forsvaret. Så længe vi kan dække godt op, har vi så mange dygtige spillere, at vi nok skal score de mål, vi har brug for,” sagde hun.
Trods sine 42 år føler Linda Klixbüll sig fuldt og helt som en del af Brabrand-holdet:
”Selvom jeg er ”hende den gamle” så har vi det sjovt sammen. Jeg føler mig ikke udenfor af den grund. Jeg føler mig som en del af holdet på lige fod med de andre og synes, det er fedt at være med.”
Med sejren holdt Brabrand på ottendepladsen afstand til rækkens nederste pladser. Da de øvrige bundhold også har samlet pænt med points sammen, er afstanden til nedrykningsstregen dog kun tre points.