Vores Brabrand og Århus Onsdag har i øjeblikket fokus på True Skov og holder sammen et debatmøde tirsdag d. 3. december om naturområdets udvikling. Her kan du læse om rytterne, der er de første, der for alvor har indtaget området.
Tekst: Bente Tahmasbi Hansen, Århus Onsdag
At kunne ride i naturen er så afgørende for Anne Hove, at hun har bosat sig tæt på True Skov. Der har hun gode muligheder for at bo et sted med plads til hestene og for at komme ud og ride.
“De gode rideforhold i og omkring True Skov har været afgørende for, hvor jeg og min familie har bosat os. Andre har tænkt som os, for der er flere smågårde her i området med små hestehold,” siger Anne Hove, der er formand for True Skov Rytterlaug.
“Folk har valgt at bo her, fordi man har gode muligheder for at ride og stadig er tæt på byen,” forklarer den passionerede rytter, der til daglig også arbejder med heste. Hun er sygeplejerske og rideterapeut på behandlingsstedet Holmstrupgaard.
Hun vurderer, at der er omkring 100 ryttere, som bruger True Skov. Indtil videre har 50 af dem valgt at melde sig ind i True Skov Rytterlaug, der blev dannet for godt et halvt år siden, efter at rytterne var kommet med i projektet “True Skov for alle”.
“Vi stiftede foreningen for at have et talerør og for at samle alle rytterne og have en samlet stemme. Jeg er en del af den permanente følgegruppe, som stadig mødes og taler om udviklingen af True Skov,” forklarer Anne Hove.
Rytterne er langt fremme
I følgegruppen er der repræsentanter fra flere former for løb, mountainbikerne, vandrelaug, spejderne og alle mulige andre former for udendørs aktiviteter. Rytterne er frontløbere, som er længst fremme med at etablere sig i skoven.
“Vi har for nylig etableret en pausefold ved skulpturen “Vinterens Hjerte”, og ved bålhytten der er tæt på p-pladsen. Naturstyrelsen leverede materialerne, og vi byggede en træindhegning, hvor hestene kan stå, når vi holder pause,” siger Anne Hove.
Hun forklarer, at det kan være ret besværligt at holde sin hest med den ene hånd, mens man spiser sin madpakke med den anden. Derfor er folden og en bom, hvor hesten kan bindes, en god ide. Det giver rytterne mulighed for at sidde sammen i bålhytten og sludre uden at hestene stikker af.
17 friske ryttere mødtes for at bygge bommen og folden.
“Vi klarede det hele på en enkelt dag. Det er vi rigtig godt tilfredse med,” siger en glad Anne Hove.
Det næste, rytterne gerne vil have, er nogle naturspring i skoven. Aarhus Kommune og Naturstyrelsen har godkendt nogle placeringer til det.
“Vi har fået tildelt nogle åbne græsarealer under højspændingsledningerne. Det er fint for os og på den måde udnytter vi nogle arealer, som de andre brugerforeninger ikke vil bruge til noget,” siger Anne Hove.
“Det er en fin måde at gøre det på, for på den måde tænker man jo skoven for alle og tager hensyn til hinanden,” uddyber hun
Debatmøde tirsdag d. 3. december kl. 17.00
Århus Onsdag/Lokalavisen Aarhus og Vores Brabrand sætter fokus på True Skov og inviterer alle interesserede til et debatmøde om, hvad vi vil med True Skov, og hvordan kommer vi videre med udformningen af den.
Det foregår 3. december klokken 17-18.30 på Gellerup Bibliotek, Gudrunsvej 78, Brabrand. Århus Onsdag/Lokalavisen Aarhus og Vores Brabrand arrangerer mødet sammen med Dokk1 og FO-Byen. Naturstyrelsen og Aarhus Kommune er også inviteret.
Du kan tilmelde dig på mail: bth@lokalavisen.dk eller voresbrabrand@gmail.com